Steen Juul-trænede Encore Cloc galopperede for Björn Goop i eftermiddagens Klass I-forsøg i Halmstad, hvor Magnus Djuse og Johan Untersteiner begge havde stor succes.
Encore Cloc havde vundet sine to første starter for Steen Juul, da den i dag gik til start som 28:10-favorit for gæstekørende Björn Goop i et løb over 2640 meter. Efter en rolig start ville Goop starte et angreb i 3. spor ved begyndelsen af første langside men Encore Cloc kammede over i galop og blev diskvalificeret.
Løbet vandtes af tyske Gestüt Lasbeks Ol Dono Lengai, som Magnus Djuse kørte for træner Josef Franzl. Ekvipagen fik overtaget i opløbet og vandt let. Ol Dono Lengai er opkaldt efter en aktiv vulkan i Tanzania. Hvis man undrer sig over, hvorledes hesten fik sit eksotiske navn, så beror det på, at Günter Herz, som ejer og har opdrættet Cantab Hall-sønnen, ejer en del kaffeplantager i Tanzania.
Unge Magnus Djuse havde i øvrigt stor succes denne lørdag i Halmstad. Han vandt dagens 2. løb, som var forbeholdt de bedste 5-åringer, med Elitloppsdeltageren Aetos Kronos, som fik front efter en omgang og vandt efter kamp med Guzz Mearas (Johan Untersteiner) på 1:11.8a/2140 meter. Her galopperede Jerry Riordan-trænede Bordeaux S i mål som fjerde for danske Victor Rosleff.
Djuse vandt en tredje sejr med Jerry Riordans belgiskfødte Mystic Mon (Prodigious), og han fik to andenpladser med Riordans italiener Zio Tom Jet og Lasbeks Rock My Dreams. Desuden vandt hans et år ældre storebror Mats det afsluttende løb.
Gulddivisionsløbet vandtes efter føring fra start til mål af den dobbelte Copenhagen Cup-vinder Cyber Lane, som travede1:11.5a/2140 meter for sin træner Johan Untersteiner. Den blev dog hårdt presset af Björn Goops Short In Cash, som gik virkelig godt.

Untersteiner fik yderligere to sejre til stalden. Han førte Klass II-forsøget fra start til mål med Ready Cash-sønnen Global Beware. Den klarede i opløbet at afvise staldkammeraten Behind Bars (Maharajah), som Stefan Persson kørte.
Det var tæt på dobbeltsejr for den gode Johan tre løb senere, i 12. løb. Træneren førte selv med Global Credibility (Ready Cash), som i opløbet efter hård kamp måtte vige til tredjepladsen. Her kom staldkammeraten Indy Rock (Readly Express) og vandt for gæstekusken Erik Adielsson. Conrad Lugauer fik presset sin Eagle Rock (S.J.s Caviar) forbi til andenpladsen.
Samme Lugauer kørte dagens hurtigste tid, da han totalt overlegent vandt Bronsdivisionen med den belgiske Laradja Vrijthout (Maharajah) på tiden 1:10.7a.
Björn Goop vandt et velbesat løb for den ældre hoppeelite med Mellby Free (Muscle Hill), som førte fra start til mål og vandt på tiden 1:11.2a.
I det indledende montéløb førte danske Henriette Larsen længe med 31-oddseren Automower, men den måtte vige i opløbet. Franskmanden Jonathan Carré – en af de få mandlige montéryttere i Skandinavien – vandt med sikkert Navaho Ghostdance (Joke Face).
