TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En god dag på kontoret

af | Nyheder

vivo-Torkdahl

Hjemmebanetræneren Frantz Praem var en tilfreds mand efter Langfredagens løbsdag på Fyens Væddeløbsbane. Ganske vist måtte to af staldens heste se sig besejret som store favoritter, men fire starter blev vekslet til to sejre, en anden- og en tredjeplads, så dagen må betegnes som meget tilfredsstillende.

Blandt vinderne kunne årgangshåbet Vivo Torkdahl (Great Challenger) indfri forventningerne.

– Jeg synes, at det er imponerende, at en treåring kan gå ud og besejre ældre konkurrenter i sæsondebuten, så jeg er meget tilfreds. Birger havde proklameret et lidt defensivt oplæg via rygløb, men det blev en lidt lang ryg, at Ole Benders hest trak derudad, fortæller Praem efter løbene.

– Men Vivo Torkdahl lærte trods alt lidt i dag. Han var ikke nem at få til at gå i ryg i fjor, men det virker bedre nu. Vi går ham igennem i morgen, og hvis alt er vel, så bliver næste start nok på Musketerdagen i Skive.

Staldens anden vinder var Wapiti Vedelsminde (Igor November), og den sejr kom ikke lige så overraskende for Frantz Praem som for det spillende publikum.

– Det er en rigtig fin hest, som vi da har lidt forhåbninger til i forhold til årgangsløbene for hopperne. Hun blev lidt tempotorsk i årets første start, så jeg troede på en reel vinderchance, hvis Birger kunne ramme spidsen. Og det lykkedes.

– Wapiti Vedelsminde er importeret i maven på sin mor Pretty I af Bent Lindhardt og fra Lutfi Kolgjinis træningskvarter. Og faderen Igor November var bestemt også en kanon.

Som antydet længere oppe kiksede et par andre favoritter i form af Wannabe Butcher og sidste års derbydeltager Star Life Waltz.

– Star Life skuffede mig. Han burde have afgjort, da nu hullet kom – ganske vist sent, men alligevel. Han pustede også en del, da han kom ind, så vi skal have tjekket ham op.

– Birger tog skylden for Wannabe Butchers nederlag. De fik en hård rejse, men der var vel mulighed for at kunne holde vinderen lidt mere i sækken. Men hesten kommer igen, for det er faktisk en ret god én af slagsen, vurderer Frantz Praem.

Inden løbene på Fyn var der også plads til et fremvisningsløb for de toårige, og her stod der Stald Praem på tre af fem deltagere.

– De opførte sig eksemplarisk og kom hjem side om side på ca. 1.34,5 – og det var jo hensigten. Af de tre er det nok A’Ivo Torkdahl (Andover Hall), der lige nu er længst fremme, men mon ikke de alle tre kommer til start sidst på året. Længst fremme blandt staldens 2-åringer er dog hoppen Anoa (Cocktail Jet), der gik en 1.24-tid ved fremvisningsløbet i Billund for et par uger siden, slutter Frantz Praem.

”En dag på kontoret” er overstået. Og særdeles veloverstået.