TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Efter Aalborgauktionen 2022

af | Nyheder

Efter Derbyauktionen for tre uger siden havde vist en positiv udvikling i priserne er der sket meget i vort samfund – energipriserne er fløjet til vejrs – alle i samfundet rammes – det er vel en af årsagerne til et dårligt resultat på fredagens auktion.

Kun to gange tidligere har gennemsnitsprisen været mindre end den var i 2022-udgaven af Aalborgauktionen.

I år blev 32 heste solgt for en gennemsnitspris a 27.978 kroner – det er en nedgang på 13% i forhold til i fjor, men 10% mere end auktionen i 2020, der dog var præget af Corona-auktionen.

Fakta er dog, at kun enkelte opdrættere kunne sælge deres åringer til beløb, hvor de nogenlunde holder skindet på næsen.

For hovedparten af opdrætterne, der havde heste på Aalborgauktionen, var det ren og skær tilsæt, og desværre for dansk travsport kan det også betyde, at opdrættere siger ”nok er nok” og slutter med opdræt.

Det er dyrt at fremstille en hest på auktion, og måske skulle man i dansk travsport overvejer, at der udelukkende laves en auktion for udvalgte åringer.

Altså det man i det store udland kalder for et Selected Sale.

En sådan auktion, der vil have de bedste af de bedste danske åringer i kataloget, vil have interesse – såvel blandt danske som udenlandske hesteejere og trænere.

Men hvad så med alle de andre åringer?

Dem kunne man oprette en ”markedsplads” til – enten digitalt eller rent fysisk, hvor man samlede åringerne på f.eks. en væddeløbsbane – uden for en løbsdag – de blev fremvist og kommenteret (gerne i op til 1 minut og 40 sekunder 😊) og herefter kan der handles opdrætter og interessent imellem.

For opdrætterne af de åringer, der ikke kommer på Selected Sales, betyder en sådan løsning besparelser i forhold til anmeldelse og deltagelse i auktion – samt at undgå den skuffelse, der må være ikke at opnå en ordentlig pris for sin åring i et offentlig forum.

Ved handel – mand og mand imellem – kan der sælges på vilkår – altså aftales en pris, der består af en udbetaling og siden betingelser ved f.eks. første sejr o.l.

Måden Aalborgauktionen blev afviklet på som en hybridauktion fungerede undervejs – 11 af de hammerslag der faldt, var fra en online-bruger, og der blev i det hele taget budt pænt via internettet.

Tv-billede og auktion spillede godt sammen – der var næsten ingen forsinkelse – og den forsinkelse jeg oplevede skyldtes et dårligt wifi-signal.