TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DTC-generalforsamling: Er der enighed om ny struktur?

af | Nyheder, På Biddet

Dagens lukkede ekstraordinære generalforsamling i Dansk Travsports Centralforbund (DTC) kan blive afgørende for hvordan trav- og galopsporten i Danmark fremover organiseres.

En ny struktur for organisationen af hestevæddeløb i Danmark har været undervejs i meget lang tid, og der er ingen tvivl om, at mange sten er vendt og drejet for at finde frem til noget, der kan være spiseligt for alle parter.

Men om det så er sket, er spørgsmålet, siden bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund i dag vil foreslå generalforsamlingen, at denne skal være lukket for pressen!

Det har ellers været kutyme at alt har været afstemt – ja, klappet og klart – når der har været generalforsamlinger i DTC.

Ofte har generalforsamlingerne været overstået på lidt over en time!

Meget tyder på, at det ikke er tilfældet til denne ekstraordinære generalforsamling, hvor indholdet på forhånd synes stemplet HEMMELIGT!

Så kan man stille spørgsmålet: Hvis der ikke er enighed i bestyrelsen (der jo har repræsentanter fra alle baner og fra tilsluttede foreninger) hvorfor så holde en ekstraordinær generalforsamling?

Et kvalificeret gæt kan være, at det er udsigten til den nye økonomiske virkelighed, der venter dansk trav og galopsport efter 2023, hvor tilskuddet fra Kulturministeriet begynder at blive nedskåret med 20% om året.

Samtidig viste det dokument, der blev lækket på en svensk hjemmeside om den dansk/svenske aftale, at der næppe er udsigt til en dans om guldkalven fremover.

Kort sagt – der skal findes besparelser i dansk trav- og galopsport samtidig med, at der skal findes andre indtægtskilder.

Og det alene er jo noget af en opgave!

Af regnskabet 2020 fra Dansk Trav og Galop Union A/S, der er det selskab, der modtager og er ansvarlig for den korrekte brug af penge fra Kulturministeriet, fremgår det, at der i fjor var ”udgifter til ledelse og administration af forbund og væddeløbsbaner” for i alt 29.350.540 kroner.

Læg hertil ”udgifter til sportslig administration” – 5.537.225 kroner – så er vi oppe på lidt over 35 millioner kroner for bare administrativt at holde gang i butikken,

Udover de omkostninger er der udgifter til baneanlæg, maskiner og bygninger på 20,45 millioner kroner, markedsføringsudgifter på 3.5 millioner kroner, kommunikationsudgifter på 2.9 millioner kroner, udgifter vedr. samarbejdsaftaler og sponsoraktiviteter 2 millioner kroner, udgifter til arrangementer og events 2.5 millioner kroner osv.

Ja, der var i 2020 – inklusive løbspræmier og unghestesatsning – udgifter ”af fælles interesse” som det hedder i DTGUs regnskab på i alt 167.1 millioner kroner – det er 1.7 millioner kroner mere end, der kom ind i kassen.

DTGU – der afløste Hestesportens FinansieringsFond og overtog midlerne fra denne – havde ved årsskiftet en egenkapital på 22 millioner kroner.

De holder ikke mange år.

Der er mange millioner at jonglerer rundt med, men alligevel ikke nok til i fremtiden at kunne udvikle trav- og galopsporten.

Vi skal have såvel trav- og galopsport i Danmark, der kan drives på eliteplan, men bredden skal være med – og ungdommen lige så.

Opgaven ligger der, men hvordan udføres den – og er det i det hele taget en mulighed?

Det er nok det store spørgsmål, der er på dagsordenen på den ekstraordinær generalforsamling i DTC i dag!