TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DTC-formanden: Føler vi har handlet korrekt

af | Nyheder

Lindhardt Jensen tager den hårde kritik af Dansk Travsports Centralforbunds ledelse med ophøjet ro, og føler ikke sin position som bestyrelsesformand truet.

-Hvis vi følte, at vi havde lavet noget forkert, kunne Paul Bjerring (næstformand i DTC, red.) og jeg selvfølgelig bare “tage vores gode tøj og gå” – men jeg synes virkeligt, at vi har gjort en indsats for at vi kunne komme til at køre løb i Danmark på en sober måde. Vi har har fulgt alle de forordninger, der er stukket ud fra myndighederne, så jeg føler helt ærligt ikke, at vi har gjort noget forkert, siger Lindhardt Jensen til Travservice.dk onsdag aften.

Lindhardt Jensen

-Der er to sider af det her, som jeg ikke synes er blevet omtalt korrekt.

-På bestyrelsesmødet i Dansk Hestevæddeløb i fredags i Odense talte vi igen om at udvide forhandlingsteamet overfor svenskerne med en eller flere personer udover Keld Gregersen. Det har længe været DTC’s ønske og har været bragt op flere gange – senest på formandsmødet for 10 dage siden – og der var 100 % enighed i bestyrelsen. At der så er et bestyrelsesmedlem i DTC, som præsenterer Keld Gregersen for en anden udlægning af sagen, er meget beklageligt. Det er ærgerligt, at man ikke kan stole så meget på et enkelt bestyrelsesmedlem.

-Keld Gregersen har gjort det godt, men når man begynder at snakke struktur, er det naturligt at DTC og Dansk Galop er repræsenteret, men det var Keld ikke enig i. Han ville godt begynde et helt andet sted, og kan ikke acceptere, at der er andre, som skal med til Sverige og forhandle.

-Vi holdt imidlertid fast på vores holdning og har foreslået Claus Kolin fra DTGU, ligesom jeg selv også er parat til at deltage i forhandlingerne. Dansk Galop sender Nick Elsass. Men det syntes Keld Gregersen altså var en dårlig idé og så kunne vi “få nøglerne” som han formulerede det.

Pest eller kolera
Udover uenigheden med Keld Gregersen kom DTC-ledelsen også i modvind, da løbene på Racing Arena Aalborg mandag eftermiddag blev afbrudt af Politiet efter 1. løb.

DTC havde ellers givet grønt lys for at man kunne gennemføre løbene til trods for, at man ikke havde fået en officiel tilladelse fra Rigspolitiet, og den efterfølgende afbrydelse af løbene fik størsteparten af de aktive op i det røde felt, heriblandt Bent Svendsen, som i et interview med Travservice.dk opfordrede til en udskiftning af DTC’s øverste ledelse.

-Vi har en formand (Lindhardt Jensen) og en næstformand (Paul Bjerring), som er totalt uduelige, sagde Bent Svendsen bl.a. og bakkes op af størsteparten af sine kollegaer i Dansk Travtrænerforening af 1909, jfr. et interview tidligere på dagen med trænerformand Kaj Westergaard, men DTC-formanden tager kritikken forholdsvis roligt.

-Det handlede om pest eller kolera. Hvis vi ikke havde gjort noget, havde vi givet vis også fået nogle folk på nakken, siger Lindhardt Jensen.

Ingen skriftlig tilladelse
Som bekendt blev søndagens løb på både Fyens Væddeløbsbane og Lunden aflyst efter henstilling fra Politiet, men alligevel valgte travsportens øverste myndighed at “gamble” og give tilladelse til at gennemgøre løbene i Aalborg.

-I og med, at vi kun kunne få nogle mundtlige tilkendegivelser i forbindelse med løbene på Fyn og Lunden, valgte vi at kontakte en advokat, som på vores vegne rettelse henvendelse til Rigspolitiet mhp. at få en tilladelse til at gennemføre løbene i Aalborg, indleder Lindhart Jensen.

-Det fik vi som bekendt ikke, men vi har selvfølgelig været i dialog med Rigspolitiet og det viste sig efterfølgende, at de ikke giver skriftlige tilladelser til noget, men i stedet bare håndhæver Justitsministeriets regler.

-Først mandag eftermiddag, 20 minutter før 1. løbs start i Aalborg, fik vi en reaktion fra Rigspolitiet, som sagde, at vi ikke måtte køre løb, men da var det jo for sent. Fem minutter efter 1. løb kom Politiet ud på banen og sagde, at vi måtte stoppe løbene.

-Det kan godt være, at det var en forkert beslutning at køre løb i Aalborg, men Politiet har også været meget langmodige i den her sag.

-Da vi tog beslutningen om at genoptage løbsafviklingen fra og med den 20. april, var der ingen lov, der forbød det, men den 19. april kom der så åbenbart en ny lov, som vi ikke blev bekendt med før 10 dage senere, hvor Politiet kom på besøg på Bornholms Brand Park og håndhæver forbuddet. Det var så for sent, men jeg synes godt, at de kunne ha’ kontaktet os eller i det mindste sendt en mail for at gøre os opmærksom på den nye lov.

Et mistillidsvotum, der blev væk
Lindhardt Jensen har ingen planer om at trække sig som formand for Dansk Travsports Centralforbund på trods af de seneste dages voldsomme kritik.

-Det kan godt være, at jeg er ude i et stormvejr, men det er ingenting i forhold til hvad jeg tidligere har været ude for i erhvervslivet, siger Lindhardt Jensen.

-Der er ingen, som har ringet og skældt mig ud – tværtimod har jeg kun fået opbakning til vores beslutninger, men det havde været bedre, hvis folk ringede mig op og spurgte, hvad der er op ned på alt det her.

-Jeg læste forleden på Travservice.dk, at et mistillidsvotum var under opsejlning på bestyrelsesmødet i DTC i søndags, men der var ingen der ytrede sig i den retning, og jeg føler som sagt heller ikke, at vi har gjort noget forkert i de her sager.

-Der bliver selvfølgelig stadig arbejdet hårdt på at genoptage løbsafviklingen i Danmark så snart vi får mulighed for det, og lige nu tror og håber jeg, at vi kan komme i gang allerede på mandag, slutter DTC-formanden.