Hvorfor offentliggøres en positiv dopingsag med Dortmund først efter både A og B-prøven er undersøgt? – Det strider imod DTCs dopingreglement og den efterhånden så kendte §38.10!
Søndag den 6. december klokken 11.48 fremsendte jeg en mail med overskriften ”Positiv eller negativ dopingprøve” til såvel DTCs direktør Klaus Storm som formand, Egon Jensen.
Jeg kunne konstatere, at Klaus Storm havde åbnet mailen klokken 11.53.
Frem til mandag eftermiddag klokken 16.30 er der ikke kommet noget svar til travservice fra DTCs øverste embedsmand.
Formand Egon Jensen fremsendte en mail mandag formiddag, men meddelelsen om der ”snart ville komme et svar”.
Det er særdeles uheldigt – uanset om Storm må synes at jeg og travservice er idioter – at en embedsmand i Dansk Travsports Centralforbund negligerer vores spørgsmål, hvor vi ønsker svar, således vi kan fortælle DIG og vores øvrige tusinder af læsere om det emne, vi nu har forespurgt til.
Efter min mening er det i høj grad en forsømmelse af sit embede, og en utilstedelig opførsel.
Men tilbage til den fremsendte mail, hvor jeg forespurgte på følgende måde:
Hej Klaus og Egon
Jeg skriver til jer fordi jeg er faldet over noget, som jeg finder underligt.
Da Dortmund vandt DM for 5-åringer den 4. oktober 2020 på Jydsk Væddeløbsbane fremgår det af løbsresultaterne, at der blev taget dopingprøver af den og af Donatello Garbo.
På trav.dk kan jeg se, at der for længst er kommet et resultat for Donatello Garbo som negativ – og der er resultater af dopingprøver udtaget så sent som den 13. november.
Det får mig til at lugte en historie, men inden jeg begynder at offentliggøre ovenstående facts og tager kontakt til Dortmunds træner, vil jeg høre jer om der måske er sket en fejl, så Dortmunds prøve ikke er registreret hos jer som negativ.
Det kunne jo være.
Jeg ser frem til at modtage jeres svar.
Og det er der ikke kommet svar på, men til gengæld fik mailen Klaus Storm til at offentliggøre sagen mandag eftermiddag.
Dortmund-sagen har også været under udredning i et stykke tid, og derfor er det også mærkeligt, at Dortmund ikke tidligere er blevet belagt med et startforbud.
Det sker først nu!
Ifølge §38.10 skal en hest pålægges startforbud, når der foreligger en positiv A-prøve:
For brud på DTCs Karenstidsliste (B-listen), nedlægges startforbud for et bestemt tidsrum (minimum 90 dage). Ved positiv dopingprøve gælder følgende:
Startforbud nedlægges, når positiv A-prøve foreligger.
Det kan vi så konstatere ikke er sket – men hvorfor er det ikke det?
I tidligere sager har Klaus Storm, DTC ikke haft problemer med at få nedlagt startforbud hurtigst mulig!
I den forbindelse er det også interessant at få oplyst, hvornår resultatet af den positive A-prøve kom til DTC.
I slutningen af sidste uge var dopingprøver fra Fyens Væddeløbsbane den 13. november analyseret og resultatet lagt ud på trav.dk – men hvornår det er sket, kan vi af gode grunde ikke vide.
Det er i hvert fald sket inden for tre uger fra løbet, mens der har været fire uger mellem de to starter Dortmund gjorde i oktober måned!
Udefra ser det ud til, at der internt i DTC er store problemer med håndteringen af Dortmund-sagen.
Det giver faktisk stor grund til bekymring, når forbundets egne retningslinjer og reglement ikke efterleves af forbundets ansatte.
Og det er jo bevisligt ikke sket i dette tilfælde!
Hvor længe endnu kan en ansvarlig bestyrelse holde til at have Klaus Storm ansat?