TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DM for hopper: Gabi Kyvsgård gjorde det igen!

af | 3. okt 2025 | Nyheder

Nicklas Korfitsen-trænede Gabi Kyvsgård med Casper M. Nielsen i sulkyen havde let spil i DM for Hopper på Fyens Væddeløbsbane, som den vandt for andet år i træk.

Gabi Kyvsgård med Casper M. Nielsen vandt sikkert DM for Hopper. Foto Gorm Foto

7-årige Gabi Kyvsgård (From Above US), der ejes af opdrætterne Peter og Inge Sudergaard, kunne som den blot anden hoppe i løbets historie vinde det for anden gang i træk.

Tidligere er det kun Carna Sensei, der har præsteret kunststykket.

Gabi Kyvsgård med Casper M. Nielsen var ikke favorit i årets udgave – det var Juno med Michael Lønborg, men selv om den sluttede pænt af, sås den aldrig med vinderchance.

Gabi Kyvsgård var godt med fra start, men det var overraskende nok også Farinelli Hastrup med Søren Demant Andersen fra anden startrække, og dette par kunne tage spids ind på første langside. Dog ikke længe – så var Gabi Kyvsgård igen toneangivende og det var resten af vejen -til målstregen var passeret.

Gabi Kyvsgård hentede førstepræmien på 100.000 kroner let i 1.13.2a/2140 m foran Juno i 1.13.7, mens Farinelli Hastrup holdt hjem til tredjepladsen i 1.14.0 – samme tid til Iloveyoubutcher med Birger Jørgensen på fjerdepladsen. – Ivana Nordic med Jeppe Juel, der sad meget langt nede i feltet undervejs, sluttede på femtepladsen i 1.14.2.

DM for hopper blev indstiftet i 2006 og den første udgave blev vundet af Fakija med Johnny Jørgensen, træner af John Ø. Jensen.

Da var førstepræmien 75.000 kroner.

I årene 2010 – 2015 var førstepræmien hævet til 100.000 kroner, men sat ned til 60.000 kroner i årene 2016 – 2021.

Fra 2022 bæev førstepræmien igen 100.000 kroner.