TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Det var Søren’s

af | Nyheder

Portræt af DM-vinderen Søren Demant Andersen, der ser frem til Hestesportens Galla i januar måned, hvor han er nomineret som “Årets Amatørkusk”.

Hvis man ser på antal sejre havde Søren Demant Andersen faktisk en bedre sæson i 2016 med ni sejre, mens det foreløbig “kun” er blevet til syv triumfer i år, men hjemme på kaminhylden står der samtidig det tydelige bevis på karrierens hidtil vigtigste sejren – pokalen fra DM for Amatørkuske 2018.

Foto Flemming Andersen

-Ja, det var kæmpe stort for mig – det er noget jeg er stolt over at kunne se tilbage på, siger Søren Demant Andersen.

-Det var jo anden gang jeg deltog i DM og jeg havde ikke på forhånd regnet med noget som helst, men nu flaskede tingene sig som det gjorde og det var selvfølgelig dejligt

For første gang i DM for Amatørers historie sluttede tre kuske med det samme antal point – 24 – men Søren Demant Andersen var den eneste af de tre, der havde vundet løb og derfor kunne den fynske amatør hyldes som årets Danmarksmester, mens Per Juul og Fredrik Kragh Olsen fik hhv. sølv og bronze.

Bedste sæson
Som nævnt har Søren Demant Andersen tidligere vundet flere løb end i år, men han betegner alligevel 2018 som sin hidtil bedste sæson.

-Først og fremmest har jeg vundet DM, men jeg har også indkørt flere penge end tidligere med egentrænede heste, så det har alt i alt været en rigtig god sæson, siger Søren Demant Andersen, som glæder sig meget til fredagens løb på Fyens Væddeløbsbane, hvor der i dén grad er noget på spil for den 31-årige amatørkusk.

-Birte Mile (Quite Easy U S) har stadig chancen for at blive “Årets Hest” på Fyn, hvor hun er førende i kraft af flest andenpladser, men det kræver jo at Cool Winner ikke vinder igen.

-Birte Mile har i det hele taget haft en rigtig fin sæson og er en god og stabil hest, der altid gør sit bedste. Jeg synes hun står med en fornuftig chance, selvom Torden også er en fin hest, men jeg føler mig ikke slået på forhånd. Jeg ved jeg kommer med en hest i kanonform og hun har virket kanon fin i træning op til denne start.

Søren Demant Andersen er også til start med sin egen Solo (Great Challenger) og Troels Andersens Pilia (Mr Flirt), der begge står med gode chancer for at være med på stregen.

Solo og Søren Demant Andersen vinder på Lunden. Foto: Martin Timm Holmstav

Men det kræver også mindst én sejr for at passere den førende amatørkusk, Kim Madsen, der er på plads med to heste.

Århus-amatøren kører bl.a. Gazpower, der har fået programmets vindertip i 9. løb, hvor Søren Demant Andersen sidder op bag førnævnte Pilia, så der bliver spænding til det sidste.

Inden fredagens løb er Kim Madsen førende med seks sejre og TRE andenpladser, mens Søren Demant Andersen er noteret for fem sejre og SYV andenpladser.

“Fik ilt hjernen”
Søren Demant Andersen har haft amatørlicens siden han var 17, men interessen for travheste begyndte allerede i hans tidligste barndom.

-Min far, Jørgen Gordon Andersen, havde travheste og har opdrættet Desiree Egeby og Ekko Egeby, så interessen har jeg fra ham, siger Søren Demant Andersen.

-Ekko Egeby var i træning hos Troels Anderson, hvor jeg startede med at komme mens han var træner, og da han stoppede, kom jeg over til Frantz Praëm.

-I mange år var det min drøm at blive træner og jeg bestod også grundkurset på Malling Landbrugsskole, men så fik jeg lidt ilt til hjernen og tænkte mig om. Jeg vil hellere være en glad amatør og ha’ travsporten på hobbyplan.

-Min lillebror, Thomas Demant Andersen, har jo også amatørlicens og vi har Solo og Birte Mile sammen. Thomas kommer ofte over til os og hjælper med at træne, mens vores far efterhånden mest er den praktiske gris, som er med på sidelinjen.

Gode træningsforhold
Sammen med kæresten Maria bor Søren Demant Andersen i Serup nordvest for Odense. hvor familien tre travheste bliver trænet.

-Vi har faktisk nogle ret god træningsforhold, siger Søren Demant Andersen.

-Vi har en rundbane på 500 meter, hvor der blev lagt ny belægning på for et halvt års tid siden, og derudover en ligeud-bane på 600 meter, så jeg kommer stort set aldrig på banen med hestene. Hvis de starter jævnligt, er der ikke behov for det.