TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbynoter – 24. august

af | Nyheder, På Biddet

Derbyweekenden er i fuld gang – vi har samlet indtryk fra bane og stald.

Til såvel fredagens prøveløb som 1. løb følte man sig henvist til Saharas ørken!

Det støvede og støvede.

Årsag?

Banens vandvogn var gået i stykker, og den reparatør, der var hidkaldt, sad fast i en bilkø, så en ny måtte hidkaldes.

Problemet blev ret hurtigt løst, da reparatøren nåede frem, men samtidig med at vandvognen kørte ud på banen og begyndte sit arbejde, lød det fra Dommertårnet, at man havde valgt at udsætte starten til 2. løb til klokken 16.30 – det skulle have været kørt klokken 16.07!

Steen Juul, der som bekendt ikke kører i Derbymeetinget på grund af problemer med en nerve i benet, var til løb og sad sammen med sin hustru og ”læge”, Kirsten på en bænk ved banen.

-Jeg har fået noget nyt medicin, og har ikke ondt mere, men man har endnu ikke fundet ud af, hvad det er der driller, sagde Steen Juul til travservice.

Og hvis vi lige skal forklare den med ”læge” Kirsten juul, så var det Søren Kolberg, der i et interview med ATG Live onsdag fik gjort Kirsten til læge, da han blev spurgt om, hvordan det gik med Steen juul.

Kolberg interviewet nåede næsten samme højder som det nu landskendte sejrsinterview med Lars Marcussen fra Solvalla!

Både Ken Ecce og Thomas Uhrberg vandt to løb.

Fredagens største overraskelse leverede White Russian og Ole Bender, da de vandt 3. løb til odds 22,96.

Troede ellers at White Russian var blevet pensioneret, men det kan være at den truende pensionisttilværelse har sparket nyt liv i den gamle vinder af Opdrætningsløbet!

White Russian var en af tre fynske sejre.

De to andre var Preben Kjærsgaard-trænede Livi Nixon H M med Tomas Uhrberg, der vandt i ny rekord 1.13.7a/1600 m samt Knud Pedersen-trænede Cassius Crown med Kenneth Nielsen, der afsluttede til sikker sejr i 1.16.5a/2000 m.

Hussein Kassir, der netop er vendt hjem efter et længere ophold i USA, blev sendt på ferie af dommerne, efter han næsten fik væltet tre-fire konkurrenter kort efter start i 5. løb.

Kassir kørte Cody og gik efter spidsen fra spor 5, men ind i første sving trængte parret nedover 4 Akrobat med Nicolaj Andersen, der igen gik ned over 3 Euro Dream g 2 California Bond, der fik galop.

Akrobat mistede en del længder på episoden, men kom flot tilbage og var nummer fire over mål. Den fik dog tredjepladsen, da Cody, der var nummer to over mål, blev diskvalificeret.

Hussein Kassir fik en bøde på 1.000 kroner samt en udelukkelse i 12 dage!

I prøveløbet så vi en veludseende 3-åring, Ebay Holmsminde, der med Christian Clausen i sulkyen let blev godkendt i fine 1.18.2/2020 m.

Ebay Holmsminde lavede således fin reklame for sin helsøster, Goldie Holmsminde, der i aften sælges på derbyauktionen som katalognummer 30.

Fredagens omsætning endte på små 2.3 millioner kroner og det var 300.000 kroner bedre end i fjor. Her var der imidlertid tale om et fald i forhold til 2017, hvor der blev spillet for 2.6 millioner kroner.

Så der er stadig plads til forbedring!

Til gengæld var lørdagens omsætning i fjor bedre end 2017, nemlig 3.6 mio. kroner med 3.2 mio. kroner.

Bemærk at løbene i dag starter allerede klokken 12.00.