TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbykandidaterne: Fetlock Joint

af | Nyheder

For sæsonen 2019 valgtes den Peter Søndergaard ejede og trænede Fetlock Joint til Årets 2-åring. Men treårssæsonen gik trods en ny rekord 1:13.0a ikke tilnærmelsesvis så godt, så efter en mislykket fireårsdebut valgte Søndergaard at sætte hesten på internetauktion, og ny ejer blev Obstruplund & Stald Macky, som i fællesskab erhvervede hesten for 155.000 kr.

Fetlock Joint vinder i påsken sin første sejr i regi Kim Madsen. I sulkyen sidder René Kjær. Foto: Ole Hindby.

Bag Obstruplund gemmer sig, som de fleste sikkert ved, ejendomsmanden og amatørtræneren Kim Madsen, og bag stald Macky finde vi den mangeårige hesteejer Claus Schultze.

-Hesten blev lidt dyrere, end jeg havde håbet på, men heldigvis var Claus, som jeg kender fra dengang, han havde heste hos min far, Århus-træneren Bent Madsen, interesseret i at være med, indleder Kim.

Hvad er det for type af hest?

-Han er jo stor – 168 cm – men meget energisk og en flot hest. Han har gået ret tungt belastet og har derfor en gang, som endnu er lidt for høj, men når kan pille mere vægt af ham, bliver den fladere bedre.

Du valgte at starte ham allerede 14 dage efter, at han var kommet til din stald, og det blev til sejr med det samme?

-Han var veltrænet og startklar, da han kom, og Peter Søndergaard skal have stor ros for det arbejde, han har gjort med hesten. Sejren 2. Påskedag var absolut en delesejr. Jeg startede ham mest for at give ham yderligere rutine og for at få et svar på, hvor han står lige nu.

Hvordan lyder planen for den fortsatte managering?

-Løbet i påsken var jo en indledende afdeling af Liga 4, og finalen går i Odense en 18. april, og derfor skal han starte på frem til Jysk 4-årings Grand Prix og senere Derbyet. Jeg ser ingen problemer i at holde en formtop på fire måneder.

Hvorledes ser det ellers ud i stald Kim Madsen?

-Jeg har jo den store fordel, at mit arbejde tillader mig at holde en hel del heste. Efter at jeg har solgt tre heste fra til Tyskland, har jeg seks virkelig gode heste på træningslisten. Cutty Sark har vundet to i træk nu, og Frances Yoda klarer sig fin i en hård konkurrence og er snart millionær i svenske kroner. Hun må blive en fin følhoppe med tiden, slutter Kim Madsen.