TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk interesse i det svenske opdrætningsløb

af | Nyheder

Danskeren Lars Berg havde i fjor glæden at se sin delejede Good Vibes vinde et udtagelsesløb til Svensk Uppfödningslöpning. I år er han delejer i forsøgsvinderen Sommerbrise. Ellers glimrede de danske topresultater for en gangs skyld med deres fravær ved tirsdagens løb på Jägersro.

Som vi skrev i vores forhåndsomtale var der elleve dansktrænede heste i ilden tirsdag aften på ”Jägers”, men der var yderligere tre heste med dansk tilknytning til start, og det var disse, som nåede de bedste resultater.

I 1. løb startede den af Panamera Racing ejede og opdrættede Guardian Angel (Bold Eagle – Swept to Victory) med Ken Ecce i sulkyen til eventuelt odds 148:10. Udgangspositionen – spor 12 i voltestart – var ikke god, men den sorte hoppe fik et fint løb i rygge. Dog agerede hun noget uinspireret, og det var først på løbets sidste meter, at hun kom noget op i omdrejninger. Hun blev målfotoslået i kamp om andenpladsen af den danskopdrættede Giannas Love (Love You) i ny rekord 1:17.0. Der var 10.000 skr. i tredjepræmie.

Fire dansktrænede heste var til start i 2. løb, men mere end en femteplads og 5.900 skr. til René Jonassens Efterlevande (Lindy Lane), som stod i 43 gange pengene, blev det ikke til. Steen Juuls Leroy (Maharajah) til 125:10 agerede svagt, Anders F Jensens storoutsider (554:10) Fire World (Classic Photo) sås aldrig med chance, og Ken Ecces Finegartner (Weingartner), som ville have givet 161:10 galopperede i opløbet og diskvalificeredes.

En meget positiv præstation vist René Jonassens Gogo Park (Broad Bahn) i 3. løb, hvor den var spillet til 238:10. Hoppen tog med en tredjeplads i ny rekord 1:16.8a/2140 meter atter en fin pengeplacering, som belønnedes med 17.500 skr. Ulrik Christoffersens Cash For Dash (Ens Snapshot) var fejlfrit langt efter og må have være syg.

I 4. løb startede Steen Juul Catch Me A Winner (S.J.s Caviar), som var næstfavorit til 37:10. Men vallakken virkede ikke oplagt for dagen, og den fejlede i en god position med 600 meter tilbage og diskvalificeredes.

Der kørtes to udtagelsesløb til Svensk Uppfödningslöpning med hver 100.000 skr. til vinderen. I finalen venter der vinderen 700.000 skr. eller faktisk det dobbelte, idet samtlige 21 deltagere er anmeldt til Premiechansen.

I det første udtagelsesløb oplevede man en stor opvisning af det nye stortalent Tetrick Wania (Muscle Hill), som er halvbror til den amerikanske avlssensation Walner. For sin finske ejer, opdrætter og træner Riina Rekilä vandt den helt overlegent i 1:12.8a/1640 meter efter at have overtaget kommandoen 950 meter fra mål. Med tanke på hingstens overlegenhed må vinderoddset på 1.58 siges at være godt betalt. Se i øvrigt separat artikel her på Travservice.

Som 7. løb kørtes det andet udtagelsesløb, som vandtes af den i Tyskland opdrættede (Günter Herz, Gestüt Lasbek) Sommerbrise (Maharajah), som efter tidlig føring for Per Nordström travede fine 1:13.8a. Da Nordström også kvalificerede Julia Sisu som anden i det første udtagelsesløb, må han siges at været godt rustet til at vinde sin fjerde (i givet fald den tredje i træk) sejr i Sveriges største toårsløb.

Men Tetrick Wania virker uovervindelig, og desuden havde Sommerbrise Adrian Kolgjinis næstfavorit (51:10) Hepburn (Southwind Frank) klatrende i sin ryg over mål. Den var nok blevet farlig med frit spillerum.

Sommerbrise ejes af en andelsstald indgående i Easy KB, og blandt delejerne findes Lars Berg, som i fjor havde glæden af at se en anden af sine delejede heste Good Vibes vinde et udtagelsesløb til Uppfödningslöpningen for Per Nordström. I finalen blev det til en femteplads, idet en anden Per Nordström-hest Islay Mist Sisu vandt for Peter Ingves.

Mellem de to udtagelsesløb kørtes som aftenens sjette et løb for 3-årige svenske hopper med et fint dansk resultat, idet den af Stutteri & Kennel Peak I/S (Peter Stenaa) opdrættede og ejede Peak Princess (Ready Cash) blev en meget fin nummer to i ny rekord 1:14.5a/2140 meter for Joakim Lövgrens hjælpetræner Bernardo Grasso. Hoppen stod i 118:10 i totalisatoren og belønnedes med 25.000 skr.

Peter Stenaa er også opdrætter af Alpha Peak (Scarlet Knight), som Steen Juul startede i 8. løb. Der var ikke den store tiltro (295:10) til den danske hest, og en endte da også uplaceret. Bedre gik det for Niels Juel-opdrættede Don Cash (Ready Cash), som var blandt favoritterne (46:10) i det åbne løb og tog en tredjeplads i fine 1:13.3/2140 meter med voltestart. Der var 11.000 skr. i tredjepræmie.

Yderligere tre dansktrænede heste var til start på Jägersro. Bedst gik det for Kamilla Plambech, som fik en femteplads og 5.900 skr. i amatørløbet med Evolution On Track (Juliano Star), som stod i 159:10. I samme løb var bornholmske Betina Lund efter galop sidst i mål med sin 300:10-outsider Livi Offshore (S.J.s Caviar). I sidste løb sluttede en anden bornholmer, Stefan Lind Holms Elia (Ens Snapshot) uplaceret for gæstekusk Per Nordström. Den var med 77:10 ellers ret godt betroet i totoen.