TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danmarks ældste klassiker

af | Nyheder

Dansk Opdrætningsløb, der på søndag køres på Charlottenlund Travbane, blev første gang afviklet i 1896 og er Danmarks ældste klassiske travløb.

På søndag køres Danmarks ældste klassiske løb, Dansk Opdrætningsløb på Charlottenlund Travbane, men selv om det er 122 år siden, den første udgave af løbet blev kørt, så er det kun nummer 108 i rækken.

Løbet blev første gang kørt i 1896, men holdt pause i perioden 1939 til 1952, inden det blev genoptaget.

I pausen var det især to-årsløbet I. C. Tvede Memorial, der blev anset som det største 2-årsløb sammen 2-års mesterskabet på den nu hedengangne Amager Travbane.

Løbet blev i nogle år blevet kørt over to afdelinger, og over forskellige distancer.

I Lundens officielle program til på søndag står der bl.a. at løbet i perioden 1896-1938 blev kørt over 1609 meter.

Det er dog lidt en omskrivning af historien, idet grunddistancen i f. eks. de første udgaver af løbet var 1589 meter!

Allerede i 1895 var der et avlsløb for de 2-årige heste på Charlottenlund-banen, og både i 1896 og ’97 afvikledes Kjøbenhavns Opdrætningsløb – løbet i 1897 havde endda højere præmiesum end selve opdrætningsløbet.

Lars Donatzky fortæller mere på travsportenshalloffame.dk i sine uvurderlige historiske artikler om disse ældste løb.

De tre første opdrætningsløb
Med otte heste optaget i Dansk Travsports Fødselsregister 1894 var feltet i det første Dansk Opdrætningsløb 1896 selvsagt ikke stort.

Dansk Traverkalender viser, at der startede seks heste.

Fem heste fra 1589 mester, mens den senere derbyvinder Clara Greenlander havde 40 meters tillæg!

Der var 40 kroner i indskud og førstepræmien på 2.000 kroner blev som ventet vundet af Greenlander Boy, ejet af Rasmus Nielsen og kørt af Alfred Johnstone, i kilometertiden 2.04,1. Nummer to var Lord Russel, mens den “danske” – rent afstamningsmæssigt – Aida, blev nummer tre, langt langt efter vinderen.

I  Dansk Opdrætningsløb året efter var konstellationen med kusken Alfred Johnstone og ejer Rasmus Nielsen igen på pletten.

Vinderhesten var her den senere Derbyvinder Consul Cook. Nu var der ni startende. Færrest startende heste var der året efter, idet der kun blev anmeldt tre heste og hvor vinderen Harriet A i 1898 fik 1.000 kroner for at løbe 2.40,8!

Koster og Birger i top
Opdrætningsløbet har som nævnt været delt flere gange i to afdelinger, og den endelige vinder var den hurtigste vinderhest.

Det er blandt andet sket i 1923 og i årene 1932-34.

I 1934 blev den ene afdeling vundet af Shamrock med Max Rabenhorst, men vindertiden her rakte kun til en samlet sjetteplads.

Samme Max Rabenhorst har dog gjort det godt i Dansk Opdrætningsløb med fem sejre.

Det skete i årene 1910 og 1913-15. Endelig vandt Rabenhorst også løbet i 1918 med hesten Aspasia.

Også Joe May tog flere sejre i de ældste udgaver af løbet –  det skete fire gange i årene 1901, 1904, 1907 og 1908.

N. J. Koster

Det samme gjorde Holger Fischmann, mens N. J. Koster ligger helt i top med syv sejre i Opdrætningsløbet – senest i 1935 med Tambourmajor.

I “nyere” tid har Walther Kaiser-Hansen vundet løbet fem gange – senest i 1971 med Paw Senator.

Kaiser-Hansen var dog også træner af vinderen i 1968, Misty Senator, som blev kørt af staldens daværende førstejockey, Torben Fischer.

Ligesom fordums tider champion Koster har vundet løbet syv gange, har Birger Jørgensen gjort det samme.

Vinder han med Dontpaytheferryman på søndag overtager han førstepladsen mht. kuskesejre.

Vinder Bent Svendsen løbet på søndag med Darwin Ice, er det sejr nummer fire i løbet til ham.

En enkelt gang har der været dødt løb i Opdrætningsløbet, hvilket ikke fremgår af vinderlisten i Lundens søndagsprogram.

Det var i 1953, da Robin med Mark Ingdam og Rex Junior med Kurt Køppen ikke kunne skilles af på målstregen.

Rex Junior blev to år senere derbyvinder for Kurt Køppen.

Fra 1953 til 1973 var løbets distance 1500 meter auto. Fra 1974 til 2006 var løbets distance 1600 meter auto. Siden 2007 har løbets distance været 2000 meter auto.