TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dagens emne: Copenhagen Cup

af | Nyheder

Danmarks eneste store internationale løb Copenhagen Cup mister sin Gruppe 1-status. Dette er en naturlig følge af, at løbet køres med en præmiesum, der er lavere end den, som kræves for at komme op på Gruppe 1-niveau. Så nu melder diskussionerne om dansk travsports behov af en stort internationalt løb igen.

Siden Charlottenlund Travbane åbnede sine porte første gang i 1891 har der været kørt adskillige opgraderede storløb for den internationale klasse. Indledningsvis afholdtes disse løb i forbindelse med jubilæer (Decenniumløb 1901 og 25 års Jubilæumsløb 1916), men i 1928 gennemførtes for første gang et løb, som siden er endt i det, vi i dag kender som Copenhagen Cup.

Løbet fik navnet Internationalt Mesterskab, hvilket det beholdt helt frem til 1966.

For første gang fik man en hest at se på en dansk væddeløbsbane, som med rette kunne kaldes for Europas bedste hest – Guy Bacon med dens legendariske træner Charlie Mills!

Man kørte et lignende løb, dog med noget mindre dignitet, allerede i 1929, og i årene 1931-32 vendte løbet tilbage.

Derefter efter kørtes Internationalt Mesterskab mere sporadisk, og 2. verdenskrig satte en midlertidig og naturlig stopper for løbets gennemførelse.

 Efter krigen kørtes løbet ret hyppigt (i årene 1957 – 1966 hvert år bortset fra 1963), oftest afhængig af, om der fandtes økonomi og/eller en speciel anledning dertil.

I årene 1967 – 1974 kørtes der intet Internationalt Mesterskab.

Der gennemførtes et større internationalt løb i 1969, men det var uden samme dignitet.

I 1974 køres et løb ved navn Data-Saab Trofæet, og det blev forløberen til Copenhagen Cup, som kørtes første gang året efter og er blevet afviklet lige siden.

Fra 1976 og godt ti år frem i tiden havde Charlottenlund Travbane et nært samarbejde med München-Daglfing, Bjerke i Oslo og ikke mindst Solvalla i Stockholm om internationale travere, som indgik i et fælles storløbscirkus, som normalt sikrede banerne to amerikanske, to franske og ofte også en eller to italienske heste til start.

Copenhagen Cup skiftedes med Solvalla om at køre først af de to med den anden bane ugen efter.

Men da Elitloppet fik gjort sin dag permanent med Charlottenlund ugen senere blev det sværere og sværere at få de internationale stjerner til København, og samarbejdet ophørte fra 1987.

Det åbnede samtidig for de danske hestes muligheder at gøre sig gældende i løbet samtidig med, at arrangøren måtte give afkald på at få heste som Mack Lobell (han startede i stedet i Koster Memorial 1990), Sugarcane Hanover og de bedste franskmænd til start.

Præmiesummen på 500.000 danske kr. lå fast i mange år og begrænsede naturligvis den internationale kvalitet, men de udenlandske islæt bevaredes dog overraskende vel.

Det øgede antal danske islæt og gode resultater i Copenhagen Cup gav løbet et løft og en ny accept.

Man hører fra tid til anden beklagelser over, at for mange penge går til udenlandske hesteejere, men sandheden er, at danske heste de seneste 20 år har taget godt for sig af retterne samtidigt med, at vi har fået mulighed for at opleve internationale kvalitetsheste i Charlottenlund.

I fjor var selveste verdensmesteren Zacon Gio til start, hvilket var hestens første Europastart udenfor hjemlandet Italien.

Tidligere har vi haft fornøjelsen af at opleve bl.a. verdens mest vindende hoppe, Moni Maker, de svenske stjerner Victory Tilly og Zoogin, franske Mara Bourbon osv. i Copenhagen Cup.

Det er min opfattelse, at Copenhagen Cup selv har bevist sin eksistensberettigelse, og selvom det i et par år har været nødvendigt at begrænse præmiesummen findes der et stort potentiale i løbet, og med øget aggressivitet i for eksempel sponsorarbejdet, bør finansieringsmuligheder være til stede.

Uanset, hvor Lundens fremtid ligger, er Copenhagen Cup et nødvendigt lokomotiv for at holde interessen for travsporten i Danmark oppe.