Det italienskfødte men tyskejede og trænede supertalent Cindy Truppo, som i efteråret vandt Gran Premio Mipaaf Allevamento i Napoli, gjorde i dag comeback med at vinde et Breeders Course-løb på Mariendorf-banen i Berlin.
Cindy Truppo er en datter af Maharajah, og hun delejes af den kendte tyske fodboldagent Roger Wittmann, som er bosiddende i Bayern. Cindy trænes af et trænerfællesskab, som omfatter hele tre trænere: Den bayeriske popstald Robert Gramüller/Josef Sparber og Thorsten Tietz fra Berlin. Samme konstellation vandt for nylig det østrigske travderby.
Cindy Truppo vandt samtlige sine fire toårsstarter med sejre i hoppeafdelingen af Gran Premio Mipaaf Allevamento i Napoli som rosinen i pølseenden. I det løb var der 92.000 € (ca. 690.000 dkr.) i førstepræmie, og det var til og fra det løb, som hoppen under stor opmærksomhed blev fløjet mellem Berlin og Napoli.
I januar gjorde Cindy Truppo en start på Vincennes-banen i Paris, men det endte i galop, og derefter har hun haft pause. Efter et par tilfredsstillende rutineløb i Berlin, var hun i dag klar til sin rigtige sæsondebut i et med 10.000 € doteret Breeders Course-løb samme sted.
Svenske Jörgen Sjunnesson havde fået æren af at køre den fantastiske hoppe, og han takkede for tilliden ved at føre hende til en sikker sejr efter føring fra start til mål. Cindy Truppo er meget hurtig fra start, hvilket Sjunnesson udnyttede.
Den på papiret eneste konkurrent, sensationsvinderen af Breeders Course-finalen finalen på Solvallas Elitloppsdag, Love You Too, slog på en galop for Robin Bakker, men den klarede alligevel andenpladsen, og dermed er han kvalificeret for sin anden finale, idet Cindy Truppo ikke er anmeldt til Breeders Course.
Omtalte finale køres på Jägersros Åbergsdag den 27. juli med 700.000 sek. i førstepræmie. To uger inden, den 13. juli, køres der yderligere et udtagelsesløb på Jägersro.