TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bazire i vælten igen

af | Nyheder

Søndagens løb på Vincennes blev på ny domineret af Jean Michel Bazire, der vandt tre ud af fire løb – men ikke kun med favoritter – en af hans vindere gav 12.70 i vinderodds!

Det var atter en god ide at følge Jean Michel Bazire, når der skulle spilles til løbene på Vincennes søndag eftermiddag.

På forhånd havde den 20-dobbelte franske kuskechampion to store vinderchancer med hhv. Eolien de Chenu (Korean) og med Ble du Gers (Quinoa du Gers) og de indfriede begge forventningerne og gav hhv. odds 1,80 og odds 1,60.

Med Divin d’Axel var Bazire spillet som tredjefavorit, men den sluttede uplaceret – meget bedre gik det derimod med Cidjie de Guez (Pomerol de Laumac), der i dagens Quintet-løb viste sig bedst og sejrede sikkert i 1.14.0/2850 m til odds 12,70.

Nok fordi det var Bazire, der sad i sulkyen bag den 12-oddser blev mandefaldet i DanTotos V-5 pulje ret begrænset, og de der klarede alle fem rigtige – med tre Bazire-sejre – en storfavorit og en tredjefavorit -vandt 649 kroner.

Jean Michel Bazire indkørte ved dagens tre sejre 76.500 Euro – 570.000 kroner!

Ble du Gers med Jean Michel Bazire vinder sikkert Prix de la Marne. Foto Scoopdyga

Dagens bedst betalte sejr tog han med Ble du Gers i Prix de la Marne, hvor der var 40.500 Euro i førstepræmie.

Her sejrede Ble du Gers mere sikkert end afstand til andenhesten Tony Gio med Christoph Martens indikerede i 1.11.7/2700 m!

Dagens hovedløbet var montéløbet, Prix de l’ile de France, hvor der var en samlet præmiesum på 170.000 Euro.

Da hverken Bilibili eller Traders var anmeldt til løbet, var det en let opgave for Dexter Fromentro (Qwerty) med Camille Levesque i sadlen at vinde i 1.12.6/2175 – præmie 76.500 Euro.

I forrige start var Dexter Fromentro nummer tre i Prix de Cornulier – bag Bilibili og Traders.