Efter at den kendte catchdriver Stefan Persson gik ud med, at han ønsker at debitere 500 kr. hver gang, han kører en hest for en anden træner, er en hed debat om emnet opstået.
For nogle år side vakte det furore i Sverige, da catchdriveren Jörgen Sjunnesson begyndte at debitere sine professionelle trænerkollegaer 200 kr. for hver køretur, han påtog sig.
Det foranledigede træneren Ulf Stenströmer til at slutte med at anvende sig af Sjunnessons tjenester. Så vidt, vi er informerede, var der ikke andre kuske, som hængte med på Sjunnessons idé.
For mange år siden forsøgte den daværende Solvallatræner Roger Malmqvist (nu træner på Jägersro) at etablere sig som catchdriver ved siden af sin lille trænerforretning. Han tilbød sine tjenester til kollegaerne mod 2.5% i provision. Det skabte oprørte følelser. Heller ikke den gang var der andre, der fulgte efter, og initiativet genererede ikke nogen mærkbar øgning i antal køreture til Malmqvist.
Det svenske kuskemarked er altså liberalt, men nu er der gang i debatten igen. Halmstads Stefan Persson, som for et års tid siden lukkede sin trænerforretning for at hellige sig en ren catchdriverkarriere, har for nylig bedyret, at han påtænker at tage 500 skr. for hver opsidning, han påtager sig.
Det har fået sindene i bevægelse. I visse medier har man været inde på faren for karteldannelse, men det kræver i princip, at ALLE kuske skal tilslutte sig ønsket om kørselshonorar. Kendte kuske som Carl Johan Jepson og Ulf Ohlsson har tilkendegivet, at de er positive til en sådan ordning.
Aktuelt er det således, at en svensk catchdriver debiterer 5% for professionelt trænede heste og 10% på amatørtrænede. Dog tager visse 15% for amatørtrænede heste i løb med op til 30.000 kr. i førstepræmie. Der udgår ingen form for rejsetilskud indenfor Sveriges grænser, og systemet er meget lig det amerikanske, som beskrives længere nede i artiklen.
Travservice har været i kontakt med den svenske kusk, som år efter år kører flest penge ind, Örjan Kihlström.
Ôrjan Kihlström har ikke mærket så meget til diskussionerne, idet man som kusk han andet at koncentrere sig på end at diskutere økonomi i kuskerummet.
Örjan fortæller, at om der generelt skulle blive indført opsidningspenge, så vil han naturligvis tilslutte sig til det, men det lød ikke som om, at det var et initiativ, han ville gå på barrikaderne for.
I Danmark tager alle gæstekuske (catchdrivere) betalt for at køre for andre trænere.
Der findes ingen faste aftaler – hver individuel kusk prissætter selv – men det drejer sig typisk om 250 kr. for professionelt trænede heste og 300 kr. for amatørtrænede.
Gæstekuskene tager 5% i provision af sine kollegaer og 10% af amatører.
Det på papiret bedste system findes i Nordamerika, hvor næsten alle heste køres af catchdrivers.
Åke Svanstedt, som både træner og kører, hører definitivt til undtagelserne. Kuskene tager aldrig opsidningspenge. Trænerne får 5% og det samme gør kuskene. Både træner- og kuskeprocenter betales ud direkte til den involverede.
Årsagen til at kuskene kan skabe sig en levevej på dette er, at der køres om så ufattelig mange penge i USA og Canada. De to førende kuske Dexter Dunn og Tim Tetrick når formodentlig akkurat at passere 13 millioner dollars indkørte i 2021, hvilket genererer en provision på 650.000 $ modsvarende ca. 4 millioner danske kroner. En udmærket årsløn, altså.
I Nordamerika står kuskene selv for alle rejseomkostninger.
Man kan opleve, at en New York-kusk tager turen til Toronto 800 km enkelt vej for at for egen regning køre en enkelt hest.
Afstår han, kan han godt indstille sig på, at den kusk som kører hesten i stedet, også kører den næste gang, resultatet desuagtet. Og har den pågældende ejer op til flere heste, kan det blive en dyr affære.
Umiddelbart ser det ud til, at det kan blive en kompliceret proces at få indført en fast ordning med opsidningspenge i Sverige, idet det formodentlig ender i en travsportspolitisk diskussion hvis udkomme, det er svært at forudse.