TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Auktionshest gav pæn udbetaling i V-spillene

af | 27. dec 2024 | Nyheder

Undervejs i såvel V5 som i V4-spillet så det ud til at blive en favoritomgang, men så skete der noget.

Loaded Olle vandt sikkert for Alex Haagensen. Foto Burt Seeger

I 6. løb, V5-5 og V4-3 var svenske Stefan Persson ude efter sin tredje sejr på dagen.

Persson, der havde vundet de to første løb med hhv. Nigel Fortuna og Lion Mearas sad her bag favoritten, Con Crowe.

Den galoperede dog med 800 meter tilbage, hvor den sad udvendigt på førende Cash Heavy med Jens Simoni – ude i tredje spor sad Glad Nock med Steen Juul.

Cash Heavy var fortsat førende ind i opløbet, og lignede en vinder, men helt ude i banen dukkede Loaded Olle (SJ’s Caviar) op for Alex Haagensen, og parret gik let forbi til sejr i 1.15.3a/2000 m foran Glad Nock og Cash Heavy.

Det var ikke en vinder mange havde forventet.

Vinderodds var 35,08 og i V5-spillet betød Loaded Olles sejr, at gevinsten blev på 8.301 kroner, mens V4-udbetalingen – efter sejr til Giantstone i sidste afdeling – blev på 17.138 kroner.

Det var første gang træner Alex Haagensen startede svenske Loaded Olle, som han købte på Travera-auktionen den 17. november for 80.000 SEK til en af sine hesteejere, Christina Randy Jensen.