Storfavoritten Aubrion du Gers med Jean Michel Bazire vandt det franske storløb, Grand Criterium de Vitesse på banen i Argentan, men uden at imponere.
For første gang var ”verdens bedste vallak”, Aubrion du Gers med Jean Michel Bazire til start på sprinterdistancen.
Det skete i Gruppe II-løbet, Grand Criterium de Vitesse de Basse Normandie på banen i Argentan lørdag eftermiddag.
Aubrion du Gers var spillet ned til odds 1,20, og indfriede da også forventningerne og vandt, men var hårdt udfordret i opløbets sidste fase af Billie de Montfort med Eric Raffin.
Begge fik noteret 1.13.5a/1609 m.
Løbet blev ingen fartfest og Aubrion du Gers befandt sig tydeligvis ikke godt på banen, hvor der køres højre rundt som i Aarhus.
Aubrion du Gers kan få endnu en start inden Elitloppet, idet han er formeldt til Prix des Ducs de Normandie på banen i Caen den 15. maj – et løb over 2450 meter.