ATG i plus
Efter to år med tilbagegang kunne det svenske spilleselskab ATG i 2014 registrere en øget omsætning.
Den samlede omsætning i ATG blev på 12.23 milliarder kroner – det er 0,6% mere end året før.
Nettoomsætningen, det vil sige omsætningen efter fradrag af gevinster til spillere, steg med 1% til 3,66 milliarder kroner.
Det betyder at der bliver flere penge at dele ud til den svenske trav og galopsport.
Den glæde har man taget forskud på, idet det allerede i efteråret blev bestemt at øge tilskuddet fra ATG med 50 millioner kroner.
– I mine to første år i ATG har jeg kun talt om besparelser, så for mig er det selvfølgelig godt at kunne komme til ejerne med flere penge end året før, siger ATG-direktøren Hasse Skarplöth.
– Men vi har fortsat et stykke vej til at opfylde ATGs Manifest og allerede i 2018 har vi lovet at tilføre yderligere 300 millioner kroner til vore ejere.
ATGs internationale omsætning i 2014 var på 2,8 milliarder kroner.
ATG er ene om at have omsætningsfremgang i Europa på toto-spil på heste, idet der er tilbagegang i såvel Norge, Finland, Danmark, Tyskland og Frankrig.