Få har som Anne Dodensig kendt Patrick Larsen som ung, der i fjor blev norsk travsports  mest vindende jockey, men som i sin opvækst havde det svært med skolegang

Dyrlægen kigger lidt skævt, da jeg farer rundt på staldgangen for at heppe.

Vi er i gang med at ordne tænder på hestene, men jeg er nødt til at tage telefonen op ad lommen, da jeg kan høre, at feltet når ind i opløbssvinget.

Jeg viser bagefter lidt undskyldende opløbet i slowmotion til dyrlægen, og forklarer, at det var Patrick, der vandt, så jeg var nødt til at drive.

“Men hesten er jo langt foran de andre”, konstaterer dyrlægen, som er mest til islændere, så han forstår ikke helt det der med, at man bare driver og driver og driver, hvis den, man holder med, er ved at vinde en af de helt store sejre. 

Patrick er Patrick Larsen, jockeykomet i Norge, som vandt med Kalle May i Skive i 2024.

Det var hans første sejr i Danmark, og jeg kunne forestille mig, at det ikke var helt lige meget endelig at vinde et løb foran alle de mennesker, han har kendt, siden han kunne sidde i en ponyvogn. 

Jeg har haft den store fornøjelse at lære ham at stave.

 Lige der på staldgangen i Stald Saltum, hvor jeg heppede mig til grin for dyrlægen.

Da han er kørt, går jeg over til mor og far. De sidder med hver sin flødebolle og fejrer Patrick foran fladskærmen, hvor løbene fra Skive får fuld volumen.

Patrick er barnebarn til min søsters kammerat, så vi har kendt ham altid.

Det var dengang, lærerne strejkede, at Patrick startede i Stald Saltums skole.

Han var ti år og temmelig krudtet, så det passede fint at være i stalden i stedet for skolen. Vi øvede staveord i vindueskarmen, og så fik han ellers lov at hjælpe med hestene.

Da lærerne gik i skole igen, fortsatte Patrick med staveordene, som han blev helt ferm til, så vi vænnede os til nul fejl og Patrick blev selvkørende, både som skoleelev, ponykusk, staldhjælper og weekendbarn hos Kent Friborg.

Alle sejre koster en is, aftalte vi dengang med staveordene, så Patrick skylder mig et helt isbjerg efterhånden.

I slutningen af 8. Klasse dukkede Patrick så op på staldgangen igen.

Der var koks med Saltum Skole, så han ville gerne slutte skoleåret i stalden.

Det blev mest til undervisning i hestens anatomi, man kan få sådan nogle fine malebøger med alt om muskler, sener, knogler og organer, men det var vist mest mig, der malede i de bøger, mens Patrick hellere ville gå rundt og være praktisk.

Efter sommerferien skulle han starte på en anden skole, så vi behøvede ikke terpe os ihjel. Vi spillede minigolf sidste skoledag, og så gik han på ferie. 

Det gik fint på den nye skole. I nogle uger. Så dukkede Patrick op på staldgangen igen.

Vi fik aftalt, at han kunne være i stalden nogle dage om ugen, så jeg skulle være mere striks.

Da jeg var barn, havde vi ikke diagnoser, vi larmede bare, og hvis vi larmede for meget, så røg vi udenfor døren. Og hvis vi ikke kunne læse, så røg vi i specialundervisning med fru Jørgensen nede i kælderen. 

Så simpelt er det ikke mere.

Flere og flere børn vil slet ikke gå i skole i dag, fordi de er psykisk sårbare, bliver mobbet, ikke kan klare larmen eller er skoletrætte. Det er blevet værre efter corona.

Men i tilfældet Patrick var det nu simpelt nok.

Han var skoletvær.

Ærgerligt nok, for jeg googlede alverdens undervisningskrav til 9. Klasse og lagde store planer for vores skoleår, men ikke engang de vildeste heste kunne have sparket ham igennem et pensum.

Det var en principsag.

Hvis jeg spurgte hvorfor, så sagde han fordi…undtagen den eksamensopgave, han fik, som måtte handle om en traktor. John Deere. Den blev løst med omhu. Og han fik ros for den. Resten ignorerede han. 

Så vi strikkede vores egen undervisning sammen.

Jeg opfandt matematikopgaver som “når du skal køre et arbejde efter 1.22, og du kører 1.23,5 de første 1000 meter, hvor hurtigt skal du så køre de sidste 1000 meter?”

Og Patrick fik startlister, der skulle skrives om til tipsrammer, og han skulle fremlægge V5 forslag og skrive forslag til træningsplaner, og så terpede vi selvfølgelig alt, hvad der kunne terpes, når man går til licensundevisning.

Patrick løste alle opgaver på ingen tid, og hvis jeg spurgte, hvad han så allerhelst ville, så var svaret altid: Skal vi ikke op til Flemming Jensen? 

I Hjallerup hos Flemming Jensen havde Patrick den skolegård, som passede ham.

Træneren var glad for at give forelæsninger om puls, balance og kunsten at køre en hest, og der var altid en opgave tilovers et eller andet sted på gården, så der var ikke meget kunst i at holde eleven fornøjet. Han skulle bare gøre ting, der gav mening, sammen med mennesker, der gav ham plads. 

Men jeg ville nu gerne have, at vi havde bestået 9. Klasses afgangseksamen. Bare sådan for lærerens stoltheds skyld.

Men hvis man er skoletvær nok, så kan man åbenbart få 0… Og hvis Patrick skulle få brug for en eksamen, så er han udmærket i stand til at tage den. Det ved jeg. 

“Vi har indført nationale tests i skolerne, men det siger kun noget om, hvor dygtige vores børn er til at gå i skole. Det siger intet om, hvem de er som mennesker. Du kan være født med gode evner,  gode værktøjer eller en høj IQ, men det betyder ikke, at du dermed er klog. Ingen er født kloge. Det er noget, man kan udvikle sig til at være. Det handler om, hvor musikalsk du er i livet – om du er i stand til at lytte efter resten af orkestret. Det er langt vigtigere end en ligegyldig karakter.” 

Niels Hausgaard, vendsysselsk entertainer, tidligere lærervikar, i bogen “Når vi ånder i takt” 

Niels Hausgaard blev sendt på en skole for vanartede drenge, fordi han larmede i skolen. 

Patrick endte på staldgangen. Og det var heldigt for mig. For nok har jeg undervist Patrick i at stave, men han har lært mig, at det med skolen er lige meget, hvis man har viljen til at lære selv.

Og som en anden dyrlæge har fortalt mig, så er det alligevel kun 10 procent af det pensum, vi lærer, vi kan huske. Nemlig de 10 procent, vi skal bruge. 

Travsporten er et rummeligt sted, hvor børn, der bøvler med skolen og alt det andet, kan stikke af på en kæphest eller kæle med en stjerne. Eller skovle noget lort. Heste er gode til at lytte.

Måske skulle vi gøre os lidt mere synlige i samfundet som en hjælpende hånd til skolesystemet? 

“Jeg har nok altid – undskyld udtrykket – haft ild i røven, og i skolen var jeg ham den ordblinde, der ikke fik en realeksamen og i stedet kom i lære. I dag ville jeg nok have fået en diagnose af en art, men det tror jeg nu gælder for mange iværksættere.” 

Niels Aage Kjær, stifter af AVK, 80 år og nummer otte på listen over Danmarks rigeste. 

Til den gode side så hørte jeg en podcast med Anne Hjernøe, hende, der rejser med Anders Agger. Hendes mand døde for nogle måneder siden efter lang tids sygdom. De holdt gravøl, inden han døde. Smuk tanke. At give muligheden for at sige farvel og tak. 

Og i fredags mødte jeg en af de kære gamle mænd, der befolker travbanerne.

Han havde haft en blodprop i hjernen og siddet i rullestol i flere måneder. Men så tog han sig sammen, og nu gik det godt. Han havde kun brug for en stok til trapperne.

Tænk hvis vi kunne tappe den livskraft på flasker og dele ud til værdigt trængende.