TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Alternativ opvarmning virkede

af | Nyheder

Lillian Uglebjerg-trænede The Patriot (arkivfoto) opførte sig næsten helt eksemplarisk i fredagens prøve/rutineløb på Fyn efter en lidt alternativ opvarmning.

JVBs nyeste træner har store forventninger til The Patriot, der i fjor vandt fire montésejre i Sverige på 15- og 16-tider, og Scarlet Knight-sønnen efterlod også et fint indtryk i “generalprøven” forud for en start på Musketerdagen i Skive.

I fredagens rutineløb på Fyens Væddeløbsbane kom The Patriot således hjem på tiden 1.20,8/2220 meter med Anette Uglebjerg i sadlen.

-Han missede starten helt og stod stille i fem sekunder, men det var min skyld. Jeg gik med rundt i volten og da jeg slap ham, troede han at han skulle stå stille, men han blev klokket til 1.16 de sidste 2.000 meter, så det var bestemt meget positivt, siger Lillian Uglebjerg.

-Jeg har fået at vide, at han bare render derudaf i sit eget tempo når man varmer ham op, men det syntes jeg ikke han skulle ha’ lov, så opvarmningen i går foregik på den måde, at jeg kørte foran med Mockingbird Face og holdt The Patriot på mulen med den ene hånd, mens jeg holdt linerne i den anden hånd.

-Jeg er sikker på, at alle på Fyens Væddeløbsbane troede vi var skøre, men det virkede og han fik faktisk en helt normal opvarmning.

-Formålet med rutineløbet var at The Patriot og Anette skulle lære hinanden at kende inden et “rigtigt” montéløb på Musketerdagen (22. april), hvor han får 20 meters tillæg.

KLIK HER for at se fredagens prøve/rutineløb.

På Musketerdagen starter Llilian Uglebjerg også Cointreau (The Liquidator), der sæsondebuterer i Frosty Hanovers Mindeløb med Pauli Andersen i sulkyen.

-Dagen efter (23. april) skal mine to svenske 4-åringer, En Vogue (Elegance Saulnier) og Orange Whip (Elegance Saulnier) i prøveløb i Aalborg. De gik begge et arbejde forleden, hvor vi kørte 1.28 de første 1000 meter og 1.19 den sidste kilometer, så de er klar, siger Lillian Uglebjerg.