13 måneder efter sin sidste start vandt Åke Svanstedt-trænede Alrajah One med Dexter Dunn lørdag den canadiske storløb, The Maple Leaf Trot på Woodbine Mohawk-banen.

Foto New Image Media
Det var noget af en sæsondebut italienske Alrajah One (Maharajah) leverede i nat i Canada.
Den havde senest startet i løb den 8. august 2022, hvor den vandt John Cashman Memorial på The Meadowlands og blev siden slettet på dagen, hvor den som storfavorit skulle have startet i Maple Leaf Trot 2022.
Alrajah One havde fået problemer med benene, og det har taget tid for at få ham tilbage.
Åke Svanstedt havde forberedt Alrajah One gennem to qualifiers, hvor den begge gange fik noteret 1.09.8, og i nat var Alrajah One med Dexter Dunn i sulkyen en sikker vinder i det canadiske storløb, der har en førstepræmie på 265.000 CAN Dollars.
Undervejs sad Alrajah One midt i feltet, mens It’s Academic med David Miller sad i spids.
Efter en afslutning de sidste 400 meter efter 1.06.5 kunne Alrajah One vinde en sikker sejr i ny canadisk rekord og dermed også bane- og løbsrekord i 1.08.6 foran It’s Academic (Uncle Peter) i 1.08.7 og Rattle My Cage (Love You) med Yannick Gingras i 1.09.0.
For avlshingsten Maharajah var det en stor lørdag med vindere af de to største løb på hver side af Atlanten.
Alrajah One i Canada og Akela Pal Ferm i Italien.
