Flemming Nielsen, hesteejer og amatørkusk på Charlottenlund Travbane har med udgangspunkt i Bo Jondahls indlæg her på Talerstolen mandag skrevet følgende indlæg:
Hej Bo, DH og andre supportere af Vision Øresund.
Vi kender alle sammen de tal du remser op, men vi kender ikke konsekvenserne af Vision Øresund fordi DH ind til videre kun har udtalt sig i overskrifter.
Det ville klæde DH at oplyse hvordan det tænkte ”træningscenter af international standard” på Skovbo skal finansieres. For det første er området for lille og det vil kræve køb af et større areal. Ved man overhovedet om det er muligt at købe jord i nærheden?
Endvidere er en del af det areal der i dag anvendes ikke ejet men lejet for en forholdsvis kort periode.

Det vil også være påkrævet med en nyanlagt bane, flere forskellige træningsbaner, dyrlægeklinik, boliger til trænere og ansatte, måske svømmetræningsanlæg og andre faciliteter.
Desuden skal der efter DH’s kovending også være tilskuerfaciliteter, da banen nu også pludselig skal være løbsbane for et endnu ukendt antal løbsdage for bredden som f.eks de klassiske løb!!!!!
Det er naturligvis muligt at DH har kalkuleret med at DTS vil smide håndklædet i ringen og lade provenuet af et salg af Lundens område finansiere et tvivlsomt anlæg på Midtsjælland, men så meld det dog klart ud. Som en konsekvens af DTS manglende involvering i forhandlingerne virker det for øjeblikket usandsynligt at DTS overhovedet vil sælge Skovbo indenfor en overskuelig fremtid og hvad så?
Er der en plan B? Hvis Lunden fratages muligheden for at afvikle løb fra 2027 og Skovbo ( eller et andet anlæg ) ikke er klar, hvad er DH’s planer så? Lad os få klare svar.
Der loves 2 løbsdage om ugen med væsentlig forhøjede præmier på Nye Jägersro. Er DH som en del af aftalen med til at finansiere denne præmieforøgelse? Og har man taget højde for at disse præmier vil tiltrække kvalitetsheste fra det meste af Sverige? Der tales om løb med fortrinsret ( helt eller delvis ? ) for danske heste men da der næppe er nok heste på Sjælland til at stillede det krævede antal spillebrikker vil denne garanti sikkert snart falde bort og hvis deltagelsen primært kommer fra Jylland er det næppe den lovede fordel for sjællandske hesteejere.
Også for opdrættere er der behov for at vide hvilke initiativer der er i støbeskeen og som kan motivere at antallet at avlshopper ikke yderligere falder.
Et andet argument er øget tiltrækningskraft på publikum. Med al respekt anser jeg det for yderst tvivlsomt at en bane i Sverige vil virke som en magnet på folk som ikke i forvejen går til væddeløb. Det er i forvejen ikke let at tiltrække publikum og hvis de skal over broen, bliver det næppe nemmere og rekrutteringen af nye potentielle hesteejere bliver dermed også vanskeligere.
Jeg vil undlade at kommentere på forhandlingsforløbet men kan undre mig over, at der efter DH’s oplysninger er enighed i DTC’s bestyrelse omkring eksekveringen af Vision Øresund. Det vil i hvert tilfælde klæde trænerforeningen, opdrætterforeningen, montéforeningen og forenede travamatører’s repræsentanter at bekræfte at de har nikket ja uden betænkning, for så vidt jeg forstår, er der ikke indhentet mandat hertil i baglandet.
Konklusion: Det af DH fremlagte udspil stiller flere spørgsmål end der er svar og før vi får disse og kan tage stilling på et oplyst grundlag vil det fremlagte kun bidrage til yderligere splittelse i travsporten, rygter og gisninger som ikke gavner nogen.
Først og fremmest må DH præcisere hvad det her handler om og give klare udmeldinger om økonomi, tidshorisonter samt konsekvenser for landets øvrige baner og de aktive.
Hvad er tanken på langt sigt med Nykøbing F og Odense og er en af de jyske baner også i farezonen? Først når vi har en reel baggrundsviden kan der etableres en nødvendig fælles opbakning til denne plan. Kommer den ikke snart og garanteres der ikke fortsatte løb på Sjælland bliver det meget snart alvorligt og folk begynder at gøre alvor af den snak der allerede er og afvikling af deres hesteejende.
Bolden ligger hos DH som bør informere markant bedre og som bør strikke en aftale sammen med DTS som alle kan se sig selv i, så vi kan komme videre med et positivt afsæt til fremtiden.
Venlig hilsen
Flemming Nielsen.
Hesteejer og amatør på Lunden.
