TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fransk stortræner død

af | 13. okt 2025 | Nyheder

54-årige Franck LeBlanc, der gennem mange år har været en af Frankrigs førende travtrænere, døde natten til søndag.

Franck Leblanc havde ved sin død 186 heste i træning og lå nummer 15 på den franske trænerliste.

Han fik sit første internationale gennembrud i 2004, hvor Kart de Baudrie med Jean Michel Bazire vandt Kymi Grand Prix og med samme hest vandt han året efter Finlandia Ajo.

I Frankrig har heste trænet af Franck LeBlanc vundet ikke færre end 34 Gruppe 1-løb og i alt 184 Gruppe-løb.

Heriblandt Prix d’Amerique i 2015 med Up and Quick, der også vandt Prix de Paris to år i træk.

Andre store heste hos Franck LeBlanc har været monté-specialisten Scipion du Goutier, Save the Quick, Anna Mix m.fl.

Franck LeBlanc var involveret i en stor dopingsag omkring Copenhagen Cup 2014, hvor Caballion med Björn Goop var først over mål, men senere blev fundet dopet.

Her fik Franck LeBlanc idømt en rekordstor bøde på 60.000 Euro for sit træneransvar.