Vi vidste det før vi tog til Lexington, men vi vidste det ikke da vi måneder i forvejen bestilte fly, bil og hotel. Kentucky Futurity havde holdt flyttedag – og vi kunne have taget hjem en dag tidligere.

Tirsdag landede vi i Danmark – Aalborg-banden – selvfølgelig i Aalborg og jeg i København.

I modsætning til det der skete for et par år siden, hvor de tog fejl af boarding og afgangstidspunktet for fly i Atlanta og derfor ikke kom med det fy, de skulle, så gik alt efter planen i år.

Ja – Aalborgenserne fandt da også ud af, at de ikke havde blot 45 minutter til at skifte fly fra Cincinnati  i Atlanta til Amsterdam, men ikke mindre end 1 time 45 minutter – så der var ro på hos de gæve gutter.

Som nævnt i underrubrikken så havde Red Mile Racing snydt os ved at flytte Kentucky Futurity – ikke blot eh uge frem, men også til en lørdag – det kunne så godt gå, men i den anden uge med auktioner og løb var løbsdagene flyttet fra fredag, lørdag og søndag og til torsdag, fredag og lørdag.

Det hele var altså slut i lørdags på The Red Mile, men vi havde først billetter hjem mandag!

Hvad skulle der så ske søndag?

Efter Lexington havde vist sig fra den flotteste side med temperaturer op mod 30 grader, så var vejret slået om lørdag,

Sporene fra orkanen Isaías betød regn både lørdag og søndag – mandag blev det 28 grader, tirsdag lovede de 30 grader!

Så det regnede søndag.

Men hvad – vi skulle jo se Kriteriums-dag fra Lunden – og for mit vedkommende også den store internationale løbsdag i Torino.

På grund af tidsforskellen startede Lunden allerede klokken 08.00 om morgenen efterfulgt af Torino ved ni-tiden, så jeg havde gang i streamingen på såvel Pc som Ipad.

Og derefter skulle der skrives til travservice, så da jeg fik tilbuddet om at komme med til galopløb på Keeneland var det et pænt, Nej tak herfra.

Løbene på Keeneland var i gang, da Aalborg-banden kom derud – men anført af en cerutrygende Knud Erik Ravn passerede de let indgangen uden at betale og formåede siden at indtage nogle af de dyre pladser på tribunen – udelukkende ved hjælp af de verdensmænds manerer, der er tillagt efter flere års hård indstudering.

Har jeg ladet mig fortælle.

Om aftenen lavede vi dansker-party på Longhorn – denne legendariske amerikanske familierestaurant, der har specialiseret sig i steaks – og stort set intet andet.

Jo, man får en fin salat til at starte på – ranchdressing er nu min favorit efter det i mange år har været Thousand Island.

Og dansker-party blev det, for udover os fem, så stødte Jeanette og Jens Glud Hansen til, samt Rene Sejthen og hans kæreste Jolyane.

Over bordet blev mange ideer vendt – bl.a. idet umulige i, at man nu ikke længere kan erhverve sig en hoppe med føl og ifolet igen i USA og tage den hjem og få hele pakken danskregistreret!

Mandag oprandt med solskin.

Vi havde aftalt at denne sidste dag, ville vi springe morgenmåltidet på hotellet over og i stedet spise morgenmad på Waffle House, der ligger 300 meter væk.

Jeg er overbevist om, at vi aftalte klokken 09.00 – men så det ofte skete, så var dette tidspunkt ændret – uden min viden – så klokken 08,15 blev jeg kontaktet og spurgt ,om jeg ikke skulle med.

Det skulle jeg da – jeg var oppe, men egentlig ikke klar til at gå ud af værelset – men hurtig påklædning og så afsted.

I USA findes der ikke noget som en færdig anretning.

Du skal vælge og vælge og vælge – det giver mere arbejde og tager længere tid.

Og for Ravns vedkommende betød det, at han fik dobbelt portion af spejlæg – 2 x 3 spejlæg.

Velbekomme!

Jeg havde bestilt en morgenmad med pølser.

Ja, det vil sige, at USA er ”sausages” – pølser – ikke runde pølser, som vi forstår det, men derimod en flad kødkage – og de kom først efter jeg var nået halvvejs gennem retten!

Så skulle der pakkes kuffert.

Det er altid spændende – der er jo blevet købt et og andet i løbet af opholdet, men på forunderlig vis lykkedes det at få alt presset ned.

Aalborgbanden, der synes, at det er morsommere at flyve til Cincinnati fremfor direkte til Lexington, havde aftalt at køre allerede klokken 11.00, men de drog nu afsted tidligere for at nå at tage Ravns nyerhvervelse, Jamestown en sidste gang i øjesyn.

Den er nu under tilkørsel hos Dewayne Minor på The Red Mile inden den i november går med ham ned til Sunshine Meadows i Florida.

Jeg skulle flyve fra Lexington klokken 15.34 og tog ved middagstid afsted efter at have tjekket ud.

Personalet i receptionen havde ikke opfundet den dybe tallerken – og her to dage efter, hvor jeg skriver dette, har jeg hverken fået en faktura tilsendt endsige beløbet trukket på mit Credit Card.

Men det kommer vel – det gør sådan noget jo altid.

En Uber til lufthavnen – ind ved baren – her bestilte jeg et glas øl, Oktoberfest – den smagte godt – og hvad med et par crabcakes?

Jeg har gjort meget i Crab Cakes gennem årene i USA, men de her kom i hvert fald ikke i top ti.

Og sammen med endnu et glas Oktoberfest, så endte regningen inkl. drikkepenge på 60 dollars!

Så var det sandelig også betalt!

Jo, det er blevet dyrt i USA – og mens jeg sidder og skriver, kommer meddelelsen om at inflationstallet for september i USA er steget med 3.8%.

Og hvad gør amerikanerne!

De går på casino!

Hver dag var der fyldt med biler på parkeringspladsen på The Red Mile, hvor der er casino i underetagen i den store tribunebygning.

Det er casino-spillet, der giver de store præmier i Kentucky Sire Stakes.

Unge og ikke mindst ældre, sidder og fodrer automaterne – nogen må jo vinde en gang imellem, siden de kommer igen og igen.

De har det nok ligesom vi andre.

Vi kommer også igen og igen – til Lexington – for vi kan ikke undvære det.