I løbet af de cirka tre måneder som den nye bestyrelse i Det Danske Travselskab med Peter Andersen som formand har siddet, har man søgt at få et overblik over drift og lejemål på den gamle bane og har ført samtaler med Gentofte Kommune om et frasalg af parkeringspladsen ved staldene samt Rest. Skjoldgården.
Det er ingen let opgave Peter Andersen og Co. har påtaget sig med at bringe et Danske Travselskab og dermed Charlottenlund Travbane ind i en positiv gænge, således der fortsat kan afvikles travløb på Nordens ældste travbane!
På et pænt besøgt medlemsmøde mandag aften fortalte Peter Andersen om det store oprydningsarbejde man fortsat er i gang med og de forventninger man har til fremtiden.
-Vi håber at kunne fremvise et regnskab, der svarer til budgettet, sagde Peter Andersen.
Det betyder et minus på 283.122 kroner efter afskrivninger, men pr. dags dato er underskuddet på 610.884 kroner.
Men i begge tal er afdrag på lån til en lille million kroner skubbet til næste år!

Den nye bestyrelse har især haft fokus på de op mod 40 lejemål, der er på banen og den økonomi, der er i den forbindelse.
Charlottenlund Travbanes overlevelse hænger helt sammen med et frasalg af parkeringspladsen ved staldene samt Restaurant Skjoldgaarden.
Det kræver en ny lokalplan som Gentofte Kommune skulle være positivt stemt over for, hvis den siddende bestyrelse kan komme med et fast mandat fra Travselskabets medlemmer.
Et byggeprojekt på parkeringspladsen etc. ventes at kunne indbringe mellem 50-75 millioner kroner – alt efter bygningsgraden og den måde Travselskabet kan sælge projektet på.
Men der er også brug for mange penge til vedligehold af især den store Tribunebygning.
-I dag vedligeholder vi ikke – vi reparerer, og det går ikke i længden, sagde Peter Andersen.