Den danske Derbyvinder 2022, Get a Wish var i nat favorit i hurtigklassens opgør på The Meadowlands, men skuffede og sluttede sidst over mål.
Get a Wish, der er i træning hos Åke Svanstedt havde ellers fået topkusken Dexter Dunn i sulkyen og parret var spillet favorit til odds 2.30.
Fra startspor 5 kørte Dunn roligt fra start, men ind på langsiden sendte han Get a Wish frem mod spidsen – førende Lexus Kody med Yannick Gingras var dog ikke sådan at komme forbi og det betød, at distancen fra 400 til 800 meter, hvor feltet normalt får et pust, blev afviklet efter 1.08.5.
Da Get a Wish fik spids fik han snart Ari Ferrari J med Brett Beckwith over sig og de næste 400 meter blev også afviklet efter 1.08.5.
De første 1200 meter blev afviklet efter 1.09.1 – og nu havde Get a Wish udspillet sin rolle – Dunn lod hesten passe sig selv ned gennem opløbet, og parret var sidst over mål i 1.10.0.

Get a Wish brød et spor ud i opløbet og det benyttede staldkammeraten Up Your Deo (Walner) med Åke Svanstedt sig af, og skød frem til sejr i 1.09.0 – hoved og hals foran Lexus Kody.
Der var 13.200 dollars i førstepræmie til 5-årige Up Your Deo, der ikke havde vundet løb siden 3-årssæsonen.
For tredje gang i år blev der kørt et løb i Graduate-serien for 4-åringer, og for tredje gang var det canadiske Private Acces (Muscle Hill) med Louis Roy, trænet af Luc Blais, der sejrede.
Private Acces, der igen fik 25.000 dollars for sejren, vandt i 1.08,6 foran Elista Hanover (International Moni) med David Miller, trænet af Annie Stoebe og Date Night Hanover (Chapter Seven) med Scott Zeron, trænet af Marcus Melander.