Engang var travsporten kæmpestor i Danmark. Vi var en del af kulturen. Vi fyldte i medierne. Sådan er det ikke længere, men kan vi få den tid tilbage?

“Det skal ikke være penge, som lokker folk til en interesse, i vores tilfælde skal det være kærligheden til hesten”, Daniel Reden, svensk travtræner i sin blog på www.stallzet.se

Tja. Penge får jo verden til at snurre rundt. Uden penge stopper snurretoppen. Også travsporten.

Men han har nok ret, Daniel Reden. Vi får ikke folk ind i sporten ved bare at snakke om profit og præmier.

Vi får heller ikke folk ind i sporten bare ved at give dem et tip til et godt odds. Vi får nok heller ikke folk ind i sporten ved at give dem et adgangskort til en travbane.

Men hvordan får vi så folk ind i sporten?

 Og hvordan får vi folk i sporten til at blive på skuden, når det gynger lidt? 

Daniel Reden er ikke født ind i et liv i travsporten.

 Han kørte på knallert til Rättvik for at se travløb og blev forelsket i dyrene, og er nu chef for Stall Zet, som er en af Sveriges største travvirksomheder. 

Det er en klassisk succeshistorie om teenageren, der fik opfyldt sin drøm takket være sin store passion for heste.

Den slags historier sælger jo vores sport på smukkeste vis.

Måske inspirerer de også nogle folk til at stikke en tå indenfor i vores arena. 

Den svenske travtræner funderer over, om det er lokkemad eller idoler, der kan trække folk til nye græsgange.

Da han var lille, ville mange være bordtennisspillere ligesom verdensstjernen Jan-Ove Waldner.

Daniel Reden tror ikke, at bordtennisforbundet kunne have skabt den samme effekt ved at love gratis bat og bolde til alle nye spillere, næ, det var Waldner, der trak i folkets interesse.

Derfor skal travsporten hellere satse endnu mere på stjernerne end poste penge i bredden er budskabet fra den svenske stortræner, der dog indrømmer, at det er logisk at sige, når man sidder trygt på toppen af en milliardindustri.

Men selvfølgelig har han ret i, at det da skal være kærligheden til heste, der driver alle folk i sporten. Det er bare let nok at sige for en mand, der har rigeligt at fylde krybberne med. 

Han var så i øvrigt talentløs til bordtennis, den gode Reden, så derved blev karrierevejen banet i travsporten. 

Har vi nogle idoler, vi burde dyrke bedre i Danmark?

Michelle Mønster måske, mirakelpigen, der overlevede og blev landets bedste montérytter?

Steen Juul, seriederbyvinderen med de ni liv, der kunne være fast forsidefigur på alle ældremagasiner? Patrick Larsen, den skoletvære dreng, der blev en sensation i Norge?

 Victor Rosleff? Saga Laursen? Tarok? 

Tarok?

 Har vi virkelig ikke nogle nutidige langtidsholdbare stjerneheste, der kan lokke nye folk ud på banen for at se giraffen?

Hmmm. Nej. Det har vi vist ikke. Ikke lige nu.

De er enten gået på pension, blevet skadede eller sendt udenlands.

Så er der er årgangsheste, som tænder og slukker i et par sæsoner, men de når sjældent at blive folkekære udenfor sportens inderkreds.

Vi har også fine hurtigklassetravere. Klasseklatrere. Karismatiske sejrsheste. Pæne heste. Heste med blis. Vi har bare ikke noget i retning af Tarok. 

Men vi har jo haft Tarok.

Vi har endda også en Tarokfilm.

Endnu før havde vi Morten Korch og De røde heste. Liva Weel og Odds 777.  Poul Reichardt.

Engang var travsporten kæmpestor i Danmark. Vi var en del af kulturen. Vi fyldte i medierne. Hver slagter, bager, købmand og skotøjshandler havde da en hest. Hver landmand fik da føl på et par hopper. Hver by havde da væddeløb som attraktion. Hver dansker havde da prøvet at spille i totalisatoren. Vi gik på travbanerne. Det var faktisk også inden Tarok. 

Nu fylder vi ikke ret meget i det danske landskab.

 Vi røg vel lidt ud med lottobølgen. Parcelhusene. Kernefamilierne. Skilsmissebølgerne. Svinefabrikkerne. Internettet. Netshopperne. Onlinespillerne. Skærmafhængigheden. TV-rettighederne. Seriestreamerne. Delebørnene. Ekstremsporten. Latexcyklisterne. Surdejsbagerne. Bomuldshundeejerne. Tinder. Islænderfolket. Feriedyrkerne. Tiktokkerne. Dyrevelfærdsaktivisterne. 

Jeg ved ikke…vi har ikke mange influencere og youtubere til at vifte med travfanerne.

Og vi, der er frelste, har jo ikke tid til at råbe på alle de sociale medier om alle travsportens fortræffeligheder.

Vi skal jo passe hestene.

Og så dog virker det.

Da Beslagssmed Casper Jensen lovede gratis adgang, is og pølser til alle sine følgere på de sociale medier, så blev der trafikkaos og tilskuermylder på Aalborg Væddeløbsbane en helt almindelig hverdagsaften med breddeløb. Så skal vi bare knække koden for, hvordan vi får nogle af disse engangsbesøgende pølsespisere til at blive forelskede i en travhest. 

Nå, nu fik jeg skrevet mig langt udenom det svære spørgsmål om, hvordan vi får nye folk ind i folden…Anpartsheste bliver altid løftet frem som en løsning.

Og nu har jeg oplevet min første anpartssejr, da Jumanji SH vandt i første hug for Stald Store Drømme. Det var fint.

Så har jeg også prøvet at vinde i år, det letter presset på Gulddreng. 

Jeg deler anparter med mine to fætre, som kun har det med trav at gøre, som jeg tvinger dem til.

Hvis de skal blive rigtig interesserede, så kræver det, at jeg snakker godt for projektet og hiver dem med til alt, og det ved jeg godt, at jeg ikke får gjort.

Det tager jo tiden fra min egen travverden, og så kan jeg ikke stå i boksen og klappe Gulddreng hele løbsdagen.

Men den ene fætter så da løbet på sin telefon, og har lige skrevet på Messenger, at det bliver spændende at følge Jumanji fremover, så det håb vil jeg være glad i. Han ville have spillet Jumanji, men den blev vældig stor favorit.

Staldpigen Frida Nielsen stak da også helt lettet begge arme i vejret, da Jumanji løb først over mål, mens opdrætteren Annemette Korfitsen knapt havde turde kigge på banen. 

Til den gode side så har jeg tudet over en bog “Tranerne flyver mod syd” af Lisa Ridzen. Den handler om en gammel mand og hans hund Sixten. Og lidt om hjemmepleje, alderdom og livet beskrevet med små beskedne bogstaver.