Skaber Anne Dodensig mode med sin daglige påklædning? Den er i hvert fald bæredygtig!

At gå i skole i staldtøj er blevet en synd for præsten Sørine Gotfredsen.

Hun fik så stor en skideballe af sin mor og far, da læreren sladrede om lille Sørines uhumske uvane, at hun løb ud og skammede sig under en hyldebærbusk.

Og hun skammer sig stadig, 50 år senere, over at have været så sjusket et barn. 

Det fortalte hun forleden i podcasten “Damerne Først” på DR Lyd. 

Min nevø vil helt sikkert være enig. 

Han blev engang hentet i skolen af sin mor og sin moster.

Vi kom vadende ind i aulaen, sikkert med hver vores cigaret, og snakkende i det der toneleje, som er svært at overhøre, selv i et frikvarter.

Det var vinter, så vi havde godt med staldtøj på, og selvfølgelig nogle solide støvler smurt ind i mudder, så det var til at se, hvor vi gik…og så havde min nevøs mor sin elskede hat på. En lortebrun kalot, som heller ikke havde klædt Renee Toft Simonsen. Vi lugtede sikkert også, men vi var rygere, så det generede ikke os. 

Min nevø pylrer stadig om det traume, han fik den dag.

Nu er det blevet en af familiens sjove historier, der kan hives frem, når lejligheden byder sig, men selvfølgelig var det ikke sjovt. 

Selvfølgelig har klassekammeraterne gjort nar resten af hans skoletid. Det var ubetænksomt. 

Og jeg kan ikke engang bruge som undskyldning, at det var en anden tid. 

For jeg har altid staldtøj på. 

Vores købmand har travlt om sommeren, der er turister overalt.

Jeg stod pænt i kø efter cigaretter, da jeg blev prikket på skulderen. Jeg kunne vagt fornemme, at jeg havde set damen i køen før, og hun fortalte glad, at vi havde gået på ungdomsskole sammen, og så snakkede vi lidt om det.

Men må jeg spørge, hvad du egentlig laver? Siger hun forsigtigt.

Jeg passer heste, svarer jeg, og så nikker hun, og vi siger pænt hej hej. 

Jeg kom til at se mig selv i en af butiksruderne på vej ud, og så kan jeg godt forstå, at hun undrede sig. Jeg var helt sort i hovedet, sved og snavs i striber…

Men det fik mig altså ikke til at kravle ind under en hyldebærbusk af skam.

Jeg har det bedst i mit staldtøj.

 Varmt, bekvemt, praktisk.

 Jeg bliver hel perpleks, hvis jeg skal have rigtigt tøj på.

Men jeg har da et par små sko, jeg tager på ved helt særlige lejligheder. 

Selvfølgelig ville Sørine Gotfredsen korse sig, hvis hun så mig spankulere rundt, men på sin vis er jeg blevet topmoderne

Og bæredygtig. 

Det er klimasmart at lade være med at købe nyt tøj og så genbruge det, man har.

Så jeg er frontløber.

Om lidt bliver jeg måske et modeikon.

Det ville nok komme bag på en af mine gamle kolleger, der i min sprøde ungdom mente, at hvis jeg nu fik en frisure, brugte noget makeup, fik lavet kunstige bryster, tog noget lårkort på og gik i stiletter, så ville jeg såmænd været helt pæn. 

Jeg tror endda, at han mente det som en kompliment, men det var altså også en helt anden tid. 

Så tak for takt og tone, tak for at januar snart er gået, og tak for dagens besked fra min følhoppe i Frankrig, hun har det godt og har termin 30. Marts….det er jo lige om lidt.

Så må vi se om det bliver en OkkerGokkerGummiklokker. Eller en Olsson. Eller det kedelige Ohneck.

O er et svært bogstav.

De spørger også fra Frankrig, om jeg har bestemt en ny hingst til Eeny.

Overhovedet ikke.

Men jeg må jo i gang.

For det er meget lettere at finde på gode navne med P. 

Pontoppidan, Proust, Pensionsopsparingen, Parkeringsvagten, PerlePifPafPuf….