“Bryggerheste” – om livets indgang og udgang i Stald Saltum og omegn.

I år er det 70 år siden, at min far, Jørgen Larsen, kaldet bryggeren, kørte sit første rigtige travløb.
Det var på Aalborg væddeløbsbane med en hest, der hed Ozon.
“Men jeg vandt ikke første gang. Da skulle man lige vænne sig til, at farten var noget anderledes end i Pandrup og AasÃ¥. Men anden gang vandt jeg. Med Ozon. Som jeg ikke kan huske, hvor far havde købt henne.”
Men historien om Stald Saltum starter med Leonora The Great, som bliver familien Larsens billet til foreløbig fem generationers liv i travsporten.

Min bedstefar, Erling Larsen, kendt som ølbryggeren, købte et hvidtølsbryggeri i Saltum i 1944. Indtil da havde familien flakket lidt rundt, men i Saltum slog Erling og Gudrun og de efterhånden fire børn, Jørgen, Inge, Bodil og Henrik, rødder med bryggeriet og travsporten i skøn forening.
Leonora The Great blev købt for at deltage i de mange byfester med hestevæddeløb, der blev populære efter anden verdenskrig. Så i 1949 debuterede den 12-årige Jørgen som kusk med Leonora The Great i Løgstør. Og vandt.
Siden blev Leonora The Great sendt i træning på travbanen i Århus, hvor Erling Larsen tog sin licens, og han og Leonora vandt Stald Saltums første officielle sejr i Århus i 1954.
Erling, Jørgen og den yngre bror Henrik, samt en del professionelle kuske, vandt mange travløb med Stald Saltums heste, som især i 1960erne løb flere penge ind end familiens bryggeri, der dog nød godt af al den reklame, som de mange Saltum-heste gav.
Efterhånden blev sodavandene en så god forretning, at Jørgen måtte sætte sin travhobby på smalkost i mange år, men i 1999 solgte han og hustruen Inger virksomheden til Carlsberg, og så blev Jørgen amatørtræner på fuld tid.
Kuskekarrieren kulminerede i 1971 med store sejre med Ikaros, og siden har Jørgen kun kørt få løb. Og han kan faktisk ikke helt huske, om det mon var Hannah Peel, der blev hans sidste sejrshest. Til gengæld fortæller han stadig forarget og tit om dengang Bent Svendsen nedlagde protest, så Jørgen blev diskvalificeret fra en andenplads med Big Saltum.
“Hans hest var træt, sÃ¥ han kunne jo bare have flyttet sig. Og hvad skulle han nedlægge protest for?”.
Ølbryggeren Erling var glad for at handle, så indtil hans død i 1985 var Stald Saltums heste altid til salg.

I de foreløbig 40 år, som Jørgen nu har stået for Stald Saltum, er der kun blevet solgt en hest.
Nemlig Hannah Peel.
En helt håbløs kæmpehest.
Det ene forben stak bare ud og spændte ben for det andet. Men den vandt et løb i snestorm med Jørgen som kusk, og blev godt solgt. Til Tyskland endda.
Hvorfor solgte du Hannah Peel?, spørger jeg i dag.
Det var fordi, Birger (Jørgensen) sagde, at jeg skulle, lyder svaret prompte, og Jørgen tilføjer, at hesten stod i træning hos Birger i Århus, da den blev solgt.
Hvorfor har du så ikke haft en hest til salg siden?
Jørgen har høreapparat, men han bruger det sjældent.
Det giver ham den fordel, at han lader som om, at han ikke hører mit spørgsmÃ¥l…
Moderen til Hannah Peel var Troldemor. Min første hest. Som gav mig mit livs første ærespræmie. En bryggerhest i kongeligt porcelæn. Som stadig står ovenpå mor og fars sølvtøjsskab. For den er ikke ret pæn.
Sidste gang Stald Saltum vandt løb var i Aalborg Store Pris weekenden, hvor Axel Party vandt formløbet med Jørgens barnebarn Lene Dodensig i sulkyen.
Axel Partys mor vandt hoppederby, og Lenes mor og far, Dorthe og Per Christensen, har foreløbig opdrættet tre Derbyvindere.

Ovenikøbet er Axel Party opkaldt efter Aksel, Stald Saltums uundværlige altmuligmand, der boede på ejendommen i Fårup i langt over 50 år sammen med fru Sonja, der passede hestene.
Nu giver deres datter en hånd med at passe hestene.
Så vi kunne sagtens skrive historien om Stald Saltum færdig der. I vindercirklen med Axel Party.
Det gør vi bare ikke.
For Jørgen ser stadig livet som en sport, der skal vindes.
Og selvom han ivrigt påstår, at man godt kan at træne heste bare for hyggens skyld, så skulle jeg kende ham meget dårligt, hvis han ikke har store forventninger til sin treåring.
I de næste par måneder vil jeg rapportere om livets gang i Saltum og måske få skrevet nogle anekdoter, som den om drengen, der fik lov at gå i skole i Stald Saltum.
Nu er han i Norge.