Torsdag offentliggjorde Travsportshistorie.dk et portræt af den københavnske træner Knud Hansen – i dag gælder det så svigersønnen Tommy Petersen, som vandt flere årgangsmesterskaber og over 700 løb i alt.

Tommy Petersen (1926-80) nåede at fejre 25-års jubilæum som træner, og gennem årene udviklede han en lang række talentfulde ungheste, der gjorde sig fint bemærket i årgangsløbene. Han vandt bl.a. både Jydsk 2- og 3-årings Grand Prix med Carmen Olympia og Billunds 3-årsmesterskab med Umbra M.
Alvorlig sygdom satte desværre en alt for tidlig stopper for Tommy Petersens karriere, men helt frem til det sidste formåede han at blande sig i toppen. I sin næstsidste sæson som træner (1978) blev han således nummer to i Derbyet med Asser Knab, der samme år vandt Skovbos 4-års Mesterskab og senere hen også Dansk Mesterskab for 5-åringer på Skovbo.
KLIK HER for at læse Kenn Erik Bechs flotte portræt af Tommy Petersen.
