TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Var det drømmen om Elitloppet 2023, der brast?

af | 30. apr 2023 | Nyheder

Efter den fornemme andenplads på Färjestad i Påsken var det svært at forestille sig andet end at Seven Nation Army med Bo Westergaard skulle gå alene over banen i Lord Valentines Mindeløb. Men sådan gik det ikke!

ID Exceptional med Nicklas Korfitsen vinder foran storfavoritten Seven Nation Army med Bo Westergaard. Foto Flemming Andersen

For så vidt var Seven Nation Army stor i nederlaget.

Når de sidste 500 meter af et løb afvikles af spidshesten efter 1.07, så skal der en “overhest” til at gå forbi.

Derfor kunne staldkammeraten ID Exceptional (El Diablo BR) med Nicklas Korfitsen vinde Lord Valentines mindeløb i 1.14.4a/2060 m – 2.5 længder foran Seven Nation Army med Bo Westergaard, der akkurat klarede andenpladsen kort foran Go On Gardenia med Knud Mønster, begge i 1.14.6.

ID Exceptional er ingen dårlig hest.

Faktisk så er det en rigtig god hest, der vandt Norsk Travkriterium, men siden fik problemer, som der nu er skik på, efter den er kommet til Team Bo Westergaard.

Med en startpræmiesum i dag på 1.184.018 kroner var ID Exceptional løbets næstmest vindende hest efter Seven Nation Army.

Nicklas Korfitsen styrede løbet fra start til mål i spids.

Bo Westergaard valgte at tage en rolig start fra spor 6 – det skulle han måske ikke have gjort med løbets resultat in mente.

Nu blev løbet et ultrasprint, hvor det var forudsigeligt, at hesten i indersporet skulle vinde.

Men drømmen om en eventuel rosa-invitation til Elitloppet til Seven Nation Army blev nok skudt til hjørne med dagens resultat.