Der blev ingen klang og jubel-fest for danske Kasper Foget ved nattens løb på The Meadowlands.
”Far behind and refusing to trot is Epos Ostervang” var den indledende kommentar fra Ken Warkentin til nattens 6. løb på The Big M.
Ja, det var forbi for den danske hest langt inden, startbilen slap feltet. Kasper Foget og hans ellers så stabile hest var med 102:10 tredje mindst spillet i et jævnt felt, hvor David Miller bag tredjefavoritten (57:10) Stormont Ventnor (7-årig vallak efter Justice Hall) tidligt kom til teten, hvor han blev resten af løbet til overlegen sejr i 1:10.1a.
To løb tidligere var Kasper Foget ude i et rent treårsløb med debutanten Primo Vomo (hingst efter Kadabra), som sad som femte hest fra start til opløbssvinget, hvor den begyndte at tabe terræn.
Det så ud som om, at Foget måtte ”bære” sin hest hele vejen, og selvom de var fejlfri, var den 15 længder efter vinderen i mål i tiden 1:12.2a.
Scott Zeron var tidligt kommet til front med hoppen Yanaba (Trixton), som derefter førte til mål og vandt en komfortabel sejr på den fine tid 1:10.5a.
Yanaba, som trænes af Dan Daley, var storfavorit til 15:10. Tre længder efter overraskede nordmanden Trond Smedshammer med hingsten Chapheart (Chapter Seven), som til odds 202:10 travede 1:10.8a.
Nattens 10. løb var tilegnet hurtigklassen og doteret med 23.000 $.
Den sæsondebuterende femårshoppe Next Level Stuff (Sebastian K), som trænes af John Campbells bror Jim, var favorit til 18:10 og kørtes som sædvanligt af Tim Tetrick, som sendte hoppen direkte til front.
Derefter var parret urørligt og vandt på en yderst besnærende måde i 1:09.5a halvanden længde før staldkammeraten Royalty Deal (Royalty For Life), som ligeledes er en 5-årig hoppe.
For Andrew McCarthy leverede hun fra positionen som sidste hest en forrygende afslutning med 1:05.5 sidste 400 meter.
Kasper Foget var næstfavorit til 39:10 bag 5-årige Sermon (Muscle Hill), som ikke så ud til at være på top. Vallakken sad som femte undervejs. Kasper tog den ud i anden spor i sidste sving, men kræfterne ebbede hurtigt ud, og en femteplads til 1.150 $ blev det magre resultat.
Parret tog dog i opløbet tre længder på gamle J L Cruize (11-årig vallak efter Crazed), som havde siddet i ryg på Next Level Stuff fra start til kort før mål.
Sermon, der som alle Fogets heste denne aften trænes af Per Engblom, travede 1:10.0a.
Engblom-stalden fik alligevel en sejr med hjem, idet Dexter Dunn kunne føre hingsten Senna (Trixton) til sejr i et treårsløb for afkom til New Jersey-baserede hingste (Muscle Hill og Trixton), som den førte fra start til mål til sejr i tiden 1:11.1a.
Dexter Dunn er jo forsvarende champion på The Big M, og han vandt yderligere en sejr i løbet af natten og holdt dermed sin fjerdeplads i årets championatskamp med 29 sejre.
Også den førende Yannick Gingras vandt to løb og har nu 64 sejre.
Den på dagen sejrsløse Joe Bongiorno ligger anden med 38, medens Todd McCarthy vandt nattens 13. og sidste løb og dermed forsvarede sin tredjeplads med 31 sejre.
Tim Tetrick vandt kun et enkelt løb (Next Level Stuff), men tidligere på dagen vandt han ikke mindre end 6 løb på Chester Downs i Philadelphia, hvorfra Todd McCarthy kom hjem med tre sejre i bagagen.
I dag sker der ting og sager på The Big M. Kl. 15.00 dansk tid afvikles der 14 qualifiers, af hvilke de 8 er for travere.
Vi kommer at opleve et stort antal af de heste, som forventes at dominere sæsonens storløb. Flere af fjorårets Hambletonian-deltagere findes med i startlisterne.
Om aftenen lokal tid køres der hele 17 løb.
De fire første er såkaldte non-betting events der indgår i New Jersey Breeders Maturity for 4-årige heste. Disse løb SKAL køres, og i et af dem (for pacers) kommer der kun en hest til start!
Senere køres der yderligere et hurtigklasseløb for traverne.
I det med 31.500 $ doterede løb sæsondebuterer Elitloppskandidaten Back of the Neck (Ready Cash). I konkurrence med sejrshestene Lovedbythemasses (Muscle Mass) og Yanks Dugout (Triumphant Caviar) bliver den nok ikke favorit i sin første start for året.