Mæt af dage er Chopin Toftebjerg, der vandt Dansk Trav Derby 1999, blev aflivet.

Chopin Toftebjerg (Ride the Wave) vandt Dansk Trav Derby 1999 kørt af Nicolaj Andersen. Hesten var ejet af Bo Jondahl, der året efter solgte den til Finland.
-Det gjorde jeg med den klausul, at når Chopin ikke kunne løbe væddeløb mere, så skulle jeg have ham tilbage, og den aftale holdt finnerne, fortæller Bo Jondahl.
-Vi fik Chopin Toftebjerg hjem i 2005, og i nogle år gik han og opdrog vore plage, men siden fik jeg en aftale med en god bekendt, der gerne ville have ham som hygge og skovturshest.
-Her har han været indtil for nylig, hvor helbredet skrantede og det var mest humant at få ham aflivet, fortæller Bo Jondahl.
Chopin Toftebjerg kom til start i Derbyet, da en hest, der ellers var kvalificeret måtte melde forfald.
Året forinden var Chopin Toftebjerg først over mål i Dansk Trav Kriterium, men uheldigvis i galop – så gik sejren til svenskejede Cannon Ball med Olle Goop.
Chopin Toftebjerg startede 71 gange, vandt 17 sejre og satte rekord 1.13.8. Det blev til i alt 737.321 kroner i indtjening.
