TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Afgiftsbombe mod trav- og galopsporten

af | 30. sep 2020 | Nyheder, PÃ¥ Biddet

Et lovforslag, der vil betyde brandbeskatning på op til 60% af spil på hestevæddeløb, er på vej i Folketinget – fremsat af den socialdemokratiske regering.

Når Folketinget igen samles i oktober måned, vil et af de lovforslag som den socialdemokratiske regering fremsætter til vedtagelse omhandle en ændring af lov om afgifter på spil gældende fra 1. januar 2021.

For øjeblikket er lovudkastet i høring, og af høringsmaterialet fremgår det bl.a.

Derudover foreslås en forhøjelse af afgiftssatsen for væddemål og onlinekasino fra 20 pct. til 28 pct. af bruttospilleindtægten, der har til formål at reducere forbruget på spil og mindske problemer med ludomani.

Dette er ikke mindre end en bombe mod spil på heste og virker uforståelig.

I forvejen er der lavet en konstruktion, hvor der skal betales 8% i afgift af al spil, der foretages hos en dansk spiludbyder til et løb på en dansk hestevæddeløbsbane!

Det er konkurrenceforvridende og en alvorlig hæmsko for at spil på danske hestevæddeløb kan udvikles.

En spiludbyder tjener 8% mere ved at lave til spil f.eks. et svensk, norsk, franske eller tysk hestevæddeløb – end ved at tilbyde spil til et dansk hestevæddeløb.

Derfor er der heller ikke andre end Derby25/Bet25 og DanToto/Oddset der i dag udbyder spil på danske hestevæddeløb.

Oveni de 8% kommer nu den foreslåede ændring af afgiftssatsen på bruttospilindtægten (BSI) fra 20% til 28%.

Det betyder f.eks., at en spiludbyder på et vinderspil på 100 kroner til et dansk hestevæddeløb vil have et bruttooverskud efter afgifter på 12,80 kroner.

Af dette beløb skal der betales selskabsskat – alt efter firmaets overskud.

Fjernes 8% afgiften og afgiften fortsat vil være 20% af BSI vil spiludbyderens overskud i ovennævnte eksempel blive 16 kroner!

I et høringssvar har spillefirmaet 25Syv, der bl.a. driver Derby25 og Bet25 gjort opmærksom på den brandbeskatning, som lovforslaget vil medføre af hestevæddeløbssporten.

25Syv skriver bl.a.

Gennemføres lovforslaget vil det få store konsekvenser for den kommercielle indsats, man som spilaktør kan tilbyde branchen, og vil i princippet umuliggøre fortsatte kommercielle indsatser på hestevæddeløbssporten set fra spilleoperatørens side. Og dermed også ramme den samlede økonomi for hestevæddeløbssporten i Danmark.

Forhåbentlig arbejdes der på de indre linjer med at overbevise Folketingets politikere, at denne lov kan få katastrofale følger for dansk trav- og galopsport.

Hvad er Bruttospilindtægten:

Bruttospilleindtægten (BSI) defineres som indskud fratrukket gevinster. Bruttospilleindtægten bliver ofte anvendt som afgiftsgrundlag ved spil, hvor spilhastigheden er høj, og hvor den typiske måde at spille på er, at en gevinst vundet i et spil anvendes som indskud til det næste spil. Dette drejer sig eksempelvis om spil på kasinoer, spilleautomater og hestevæddeløb.