Det blev bedst til tre tredjepladser for de dansktrænede heste, der tirsdag aften var til start på Jägersro.
På forhånd var Wonderboy med Steen Juul løbsdagens bedste danske chance, men Ens Snapshot-sønnen kunne ikke indfri forventningerne, og sluttede på en tredjeplads i 1.11.9a/1640 m – præmie 11.000 SEK.
Samme placering fik Steen Juul også med Black Mission i 10. løb i 1.15.3a/2140 m – præmie 11.000 SEK , hvor Ken Ecce i øvrigt var nummer to som gæstekusk med Tomas Malmqvist-trænede Castillo i samme tid.
Steen Juul fik også en fjerdeplads hjem med Chablis, der havde galop undervejs – den løb 1.14.7/3180 m – præmie 7.500 SEK.
Også Axel Jacobsen med Dandit placerede sig som nummer tre. Dandit løb 1.15.1/2160 m – præmie 10.000 SEK.
Startpræmier på 500 SEK var der til Falco Simoni, Chock Nock og Ganna Bi.
På Enghien-banen i Paris blev danske Eric the Eel nummer fem i et løb over 2875 meter.
Eric the Eel med Adrien Lamy var godt med fra start, men blev siden skovlet ned som en af de sidste i feltet på 13.
Den sluttede pænt af i opløbet og var nummer seks over mål, men fik femtepladsen, da andenhesten blev diskvalificeret.
Eric the Eel løb 1.14.4/2875 m og fik 2.500 Euro i præmie.