TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

10 års udelukkelse for brug af EPO

af | 2. nov 2024 | Nyheder

To af Canadas førende travsportsfolk, træneren Richard Moreau og kusken Sylvain Filion er blevet udelukket 10 år samt idømt store bøder i en dopingsag, hvor EPO indgår.

Selv om Richard Moreau ikke havde den pågældende hest opstaldet, men den stod på hans træningsliste, så er han alligevel røget med i den alvorlige dom, der må formodes at afslutte såvel Moreau som Filions karriere inden for travsporten.

Den 10. juni blev der udtaget en dopingprøve på det træningscenter, hvor Fun Time Bayama stod og prøven viste sig efterfølgende positiv for darbepoetin alfa.

Det er en syntetisk version af erythropoietin (EPO), som øger produktionen af røde blodlegemer og dermed forbedrer iltoptagelsen. Dette kan give heste en unfair fordel i konkurrencer ved at forbedre deres udholdenhed og præstation.

Selv om en nærmere undersøgelse afslørede, at det var Filion, der trænede hesten, som altså stod på Moreaus træningsliste, så klappede dopingfælden for dem begge.

10 års udelukkelse –og hver en bøde på 40.000 Canadiske dollars – det er cirka 200.000 danske kroner!

Richard Moreau har været championtræner i Canada i 10 år i træk – frem til 2023, mens Sylvain Filion har vundet mere end 10.000 sejre som kusk, og i år er blevet indvalgt i Canadas Hall of Fame.

Men der er mere til historien.

Prøven på Funtime Bayama blev taget to dage efter den vandt et kvalifikationsløb til Canadas største pacerløb, Pepsi American Cup, hvor den siden blev nummer tre i finalen – og herefter blev den solgt til den hårdt satsende amerikanske hesteejer, Bill Pollock og sat i træning hos Andrew Harris – salgsprisen menes at have været mellem 600.000 og 800.000 dollars!

Den har siden startet to gange for Harris, men efter dopingsagen blev kendt, har den ikke startet.

Og selv om der ikke er noget officielt fremme om sagen, så må man formode, at Pollock ønsker at handlen skal gå tilbage!

Moreau og Filion har mulighed for at appellere dommene.