Kan du forestille dig hvordan det er at opholde sig i en travl lufthavn i syv timer for at vente på en flyforbindelse – Ikke morsomt, vel?

Der skal nok være nogen af læserne, der gennem år og dag har oplevet at være strandet i mange timer i en lufthavn på grund af aflysning eller forsinket fly.

Det er ikke morsomt!

Det kan jeg nu skrive under på.

Lørdag tilbragte jeg i syv timer i O’Hare Lufthavnen i Chicago før turen klokken 15.30 omsider kunne genoptages mod turens mål, Lexington KY.

Hvad gør man i syv timer i en travl lufthavn?

Ja, til at begynde med gik jeg en tur rundt i terminalerne. Fandt siddeplads undervejs og sad og småblundede.

Gik igen rundt – købte en vand og en burger.

Sad og tjekkede lidt mail.

Lounge-adgang – der var kun American Airlines Lounge i terminalen.

Daypass til små 60 dollars.

Nix – kunne ikke lade sig gøre.

Heller ikke lidt senere?

Nej, vi har ikke Daypass i dag, sagde den flinke dame.

Men American Airlines havde flere lounge I terminalen, og det skulle selvfølgelig forsøges om det ikke var muligt at komme ind i en af disse.

Nix!

Blank afvisning.

Heller ikke om 10 minutter?

Nej, det bliver slet ikke mulig i dag?

Ud at traske i terminalen igen.

Nu var det blevet middag.

En italiensk restaurant – med duge på bordene så interessant ud.

Ravioli med hummer – uhmm!

Men jeg glemte bare at jeg ikke er så glad for de der ravioli-pakker!

Ud at sidde på en bænk igen – flyet skulle gå fra gate 7.

Det skulle det så ikke – ændring til gate 8.

Jeg flyttede mig.

Omsider var der boarding.

Jeg havde jo fået flyets sidste plads – det var ved nødudgangen – fin benplads.

Afsted til Lexington.

Her ventede vennerne!

Knud Erik Ravn, der i fremtidige rejsebreve vil være kaldet ”Entertaineren” stod og ventede ved bagage-udleveringen.

Nu blev det spændende igen.

Kom min kuffert?

Pludselig stoppede båndet!

Jeg havde endnu ikke fået min kuffert og belært af tidligere oplevelser satte jeg kursen mod kundeservice for at være klar til at rapportere en mistet kuffert!

Det var så ikke nødvendigt.

Nu var der atter i gang i bagagebåndet, og min kuffert kom.

Ud til bilen, hvor de andre – Gunner Christiansen (hingsteejeren), Freddy Christensen (mesterslagteren) og Bo Jørgensen (Bosse) sad og ventede.

Og nu blev man jo stillet over for et valg.

Skulle vi tage ud og spise med Jeppe Juel og Sarah Bäckman samt Rene Sejthen på en fancy steakrestaurant i Lexington – eller køre forbi Texas Steakhouse (ifølge Entertaineren- det viste sig at hedde Longhorn).

Jeg fornemmede i gruppen at Longhorn var det bedste bud – så det gjorde vi.

Derefter gik turen til Welcome Hall i Clintonville.

Men – jeg var nu fremme!

Stay tuned