TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 20.04.18

af | Nyheder, På Biddet

Torsdag vandt spilleklubben The Jackpot Club 864.000 kroner på V64-spil i Sverige, men det er ikke kun medlemmerne, der drager økonomisk fordel af gevinsterne i klubben. Og så kan Norge fortsat ikke spille ind til de danske løb.

The Jackpot Club har været en stor succes – det er vist ikke for meget at fastslå.

Klubben har indspillet over 2 millioner kroner i år, og det er ikke kun de 400 medlemmer, der kan glæde sig over hvor dygtigt Jens Glud Hansen har udfyldt kuponerne til danske og svenske travløb.

Danske trav- og galopbaner er med nemlig med på sidelinjen og vil modtage 12,5% af overskuddet.

Som medlem bestemmer du hvilken bane du vil ”sponsere” med din gevinst og f.eks. netto gevinsten i går på cirka ¾ million kroner giver således sponsorater til danske væddeløbsbaner på cirka 95.000 kroner!

Nu var det spil til Sverige i går, så det var DanToto, der skummede fløden på indskuddet, men det spil som The Jackpot Club foretager til danske væddeløbsbaner giver 8% oveni det eventuelle sponsorat fra klubbens medlemmer.

For dansk og galopsport er dette altså en win-win situation, og man må håbe, at The Jackpot Club og de danske væddeløbsbaner får indgået et godt og ligeværdigt samarbejde.

Succes har sin pris og for The Jackpot Club betyder  successen, at mange vil være med, men der er ikke pt plads til at optage nye medlemmer!

-Vi er 400 medlemmer, men har 60 personer på venteliste, og så har vi endda ikke gjort noget specielt for at hverve nye medlemmer udover at være på Facebook, siger Jens Glud Hansen.

Som bekendt har Dansk Hestevæddeløb efter liberaliseringen af loven om spil på heste indgået aftale med ATG/Svensk Travsport samt det danske bettingfirma Bet25.dk.

ATG har underskrevet en betinget købsaftale om bet25.dk, der vil kunne gennemføres fra Nytår 2019, hvor en ny svensk spillelov træder i kraft.

Endnu har bet25.dk ikke markeret sig specielt på det danske marked.

Man har udbudt odds på løb, men ofte er spillere blevet afvist med begrundelsen, at deres indskud var for højt.

Også selv om det blot var 5 til 10 koner!

En totalisatorplatform er endnu ikke kommet op at stå, og det seneste omkring spil på danske væddeløb er, at Norsk Rikstoto siden den 1. april ikke har udbudt spil til Danmark.

Det er ATG (!), der er forhandlingspartner og de har hævet prisen på danske væddeløb til et niveau, der er uacceptabelt for RiksToto.

Ingen af parterne vil fortælle, hvilken pris, der forlanges, men travservice erfarer, at det er ”dobbelt-op” i forhold til den normale tarif, der er på 4% – altså er nordmændene mødt med et krav på 8% af omsætningen – efter vore oplysninger!

Desuden kan Dansk Hestevæddeløb ikke leverer Fast Track-signalet til Norge!!

At Norge ikke spiller med, kan tydeligt ses på størrelsen af puljerne i V4 og V5-spillene, for det er her at norske spillere stikker ud.

I morgen har Klampenborg Galopbane sæsonpremiere, og gennem flere år har man haft spil fra såvel Sverige som Norge til løbene.

Nu bliver det kun svenskerne, der spiller ind til puljerne på Klampenborg.

I øvrigt kan RiksToto udmærket spille ind til løbene i Sverige.

Og endnu er der intet nyt om Trio-gevinsten i mandagens galopløb på Jydsk Væddeløbsbane.