Den 3-årige italienske hingst Zohar Font var anmeldt til den svenske internetauktion tirsdag aften, men da hesten vandt på besnærende vis på Axevalla købte ejerkredsen den tilbage.
Zohar Font (Varenne) ejes af Heide Racing og Panamera Racing, og er i træning hos Tomas Malmqvist, der sendte den til start i aften på Axevalla – blot nogle timer inden den svenske opdrætterforeningens internetauktion, hvor Zohar Font var anmeldt til, skulle slutte.
Zohar Font med Kim Eriksson i sulkyen var spillet til næstfavorit, men viste sig klart bedst efter at have trykket den førende storfavorit Com Tuff (spillet til 18:10) træt allerede i opløbssvinget.
Zohar Font sejrede sikkert i 1.16.1a/2140 m på en halvtung bane og fik 50.000 SEK i førstepræmie.
Præstationen fik ejerkredsen til at ombestemme sig, og man købte den tilbage for 300.000 SEK på auktionen.
Zohar Font indledte sin løbskarriere hos Erik Bondo i Italien, og vandt i april i fine 1.13.6a/1600 m på Follonica-banen.
Nu har den i alt startet 11 gange, vundet 3 sejre og har tjent 129.953 SEK.