TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Winston Sisa mod comeback

af | Nyheder

Verdensrekordholderen Winston Sisa, der for to år siden blev solgt for et millionbeløb til Belgien, har blot startet fem gange for sin nye ejer. Men i løbet af nogle måneder vender den tilbage i løbene. Og så får Winston Sisa sin egen løbsserie.

Winston Sisa med Jan Dahlgaard var total overlegen vinder af Dansk Trav Derby 2014 i ny verdensrekord 1.13.3. Foto: Martin Timm Holmstav

Ikke mindst efter sin imponerende sejr i Dansk Trav Derby 2015, hvor Winston Sisa (Ens Snapshot) med Jan Dahlgaard i sulkyen satte verdensrekord 1.13.3a/3000 m blev forventningerne til en stor international karriere skabt.

Det skulle dog ikke komme til at foregå i dansk regi, for i januar måned 2016 blev Winston Sisa solgt til den store belgiske hesteejer, Ecurie Campus Rpf og sat i træning hos Vincent Martens i Frankrig.

Winston Sisa nåede dog aldrig at starte fra Martens træning, idet ejeren tog den hjem.

Første start blev det belgiske storløb, Grand Prix de Wallonie i august 2016, hvor Winston Sisa galoperede kort efter start og aldrig kom ind i løbet.

Så var det en meget bedre præstation Winston Sisa leverede, da den en måned senere starter på Vincennes med Christophe Martens i sulkyen.

Her sluttede Winston Sisa forrygende af og blev nummer tre i 1.13.4/2700 m – ikke langt efter vinderen Archangel Am, der også løb 1.13.4.

Winston Sisa med Christophe Martens sluttede forrygende til en tredjeplads Foto Gerard Forni

Men Winston Sisa havde tilsyneladende problemer, og vi så ham ikke igen før i juni måned i år, hvor han startede på Vincennes med Bjørn Goop i sulkyen.

Det blev imidlertid til galop fra start.

En måned senere – den 22. juli – startede Winston Sisa på Enghien  – nu med sin træner, belgiske Marc de Kock i sulkyen. Efter en kikset start og forcering i sporene sluttede Winston Sisa uplaceret i 1.16.1/2150 m.

Og siden har han ikke startet.

Siden da er Winston Sisa blevet behandlet for en skade i et bagben, og genoptræningen er nu fuld gang, og man håber at have Winston Sisa klar til start i løbet af nogle måneder.

Det er dog også meningen, at Winston Sisa skal bruges i avlen, og ejeren Ecurie Campus vil lave en løbsserie for Winston Sisa-afkom med en samlet præmiesum på 360.000 Euro!

Prisen for at få et afkom efter Winston Sisa er 2.000 Euro.

Winston Sisa og hans ejer, Ecurie Campus, der er af af Belgiens største hesteejere, kan følges på Facebook – klik her

Winston Sisa – fotograferet Juleaftensdag 2017. Foto Ecurie Campus