TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Windylane Hanover er død

af | 18. dec 2020 | Nyheder

En af de bedste hopper der nogensinde har virket i dansk travavl, Windylane Hanover er død, 21 år gammel.

Maleri af Windylane Hanover

Windylane Hanover, der var ejet af Panamera Racing, var født på Hanover Shoe Farm i Pennsylvania i 1999, og udviklede sig til at være en af sin årgangs allerbedste heste.

Som 3-åring vandt Windylane Hanover bl.a. Hambletonian Oaks, og som 4-åring satte hun verdensrekord for hopper på 1000 meter bane med 1.10.5.

Som 4-åring blev Windylane Hanover kåret som Årets Ældre Hoppe i USA.

Hun startede som 2, 3, 4, 5 og 6-åring i alt 60 gange. Vandt 21 sejre, 15 anden- og 8 tredjepladser og tjente i alt 1.155.231 dollars.

Efter endt væddeløbskarriere blev Windylane Hanover solgt på auktion for ikke mindre end 600.000 dollars, og hendes tre første afkom (2 efter Andover Hall – 1 efter Donato Hanover) solgtes for hhv. 235.000, 140.000 og 125.000 dollars!

Disse tre afkom endte alle i enten Danmark ellert Sverige.

Den dyreste, Yankee Nourrier kom aldrig til start, mens nummer to, Food Money efter at være handlet til spotpris på en svensk udgave af ”Den blå avis” udviklede sig til at være en toptraver, der har sat rekord 1.09.8 og tjent 2.643500 SEK.

Det tredje afkom, Yankee Blueblood har i Sverige løbet 1.12.4 og tjent 221.853 SEK.

Men da Windylane Hanover blev ført til Muscle Hill skete der noget.

I 2012 fik hun Muscle Diamond, der har vinderrekord 1.08.5 og har tjent 834.424 dollars – han skal nu være avlshingst i Ohio.

Året efter kom helbroderen Dominion Beach 1.10.1 – 1.344.095 kr. der står som avlshingst på Stutteri Shadow, hvor han har været særdeles populær.

I 2014 blev Windylane Hanover sat på auktion i januar, og her købte Ole Bach hende til Panamera Racing for 43.000 dollars – ifol ved Muscle Hill.

Windylane Hanover med Chandon i 2014. privatfoto

Det kom der Chandon ud af – en hest, der har vist stor hurtighed, men som har haft problemer med halsen, der har betydet, den aldrig har vist sit fulde talent i løbene. Chandon har sat rekord 1.13.7 og har tjent 196.604 kroner.

Derefter følger helsøsteren, Expensive Attitude 1.13.7 – 160.423 kroner og i 2019 fik Windylane Hanover sit sidste føl, Kindred Spirit – også efter Muscle Hill, der nyligt er sendt i træning hos Bo Westergaard.

-Windylane Hanover begyndte at tabe sig, og vi kunne ikke gøre noget, så hun har fået fred, fortæller Jeanette Hansen fra Panamera Racing.

Windylane Hanover var efter Lindy Lane – Willow Run Gracie v. Photo Maker.