Weingartner er ankommet til Shadow
Tirsdag hentede stutteriejer Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow sin nye avlshingst, Weingartner på Broline i Sverige.
Donato Hanover-sønnen Weingartner er en af de nye avlshingste i Danmark i 2019, hvor den opstaldes på Stutteri Shadow i Nordjylland for 0 + 12.000 DKK excl. moms.
Tirsdag var Niels Jørgen Jensen i Sverige for at hente amerikanskfødte Weingartner, der hidtil har virket som avlshingst på Broline.
-Det er en fin og omgængelig hingst, som jeg tror vil være meget populær blandt danske hoppeejere – hans afkom gør det jo ganske godt. Der er vindere hver eneste uge efter Weingartner i Sverige og Norge, siger Niels Jørgen Jensen.
Ja, seneste vinder efter Weingartner var tirsdag eftermiddag på Jägersro, hvor den 3-årige hoppe Pippi Roc vandt for anden gang i karrieren.
Pippi Roc, der er i træning hos Johan Untersteiner, blev kørt til sejr af Peter Untersteiner i 1.16.2/2160 m – og den har nu tjent 153.800 SEK i 10 starter.