TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

VM-løbet: Ingen domme eller udelukkelser

af | Nyheder

Der var ingen kuske eller trænere, der fik bøde eller udelukkelse i lørdagens International Trot på Yonkers, selv om vinderkuskens kørsel og drivning var langt fra gængse normer – også i USA.

Man skal være flinke mod gæsterne, mener dommerkomiteen på Yonkers tilsyneladende, siden de undlod at dømme den italienske skandalekusk bag vinderen Cokstile en bøde og/eller udelukkelse.

Travservice kan i dag oplyse – efter kontakt til det amerikanske centralforbund, USTA – at der ikke er indrapporteret nogle bøder/udelukkelser i The International Trot.

Det er for så vidt overraskende, men måske ikke helt uforståeligt, idet dommerkomiteen på Yonkers er kendt for at køre en slappere linje end den, der f.eks. praktiseres på The Meadowlands.

Havde The International Trot været kørt på The Meadowlands, så havde hest, kusk, træner eller ejer været udelukket for livstid.

Selv om International Trot er historie, og bølgerne er ved at lægge sig, så bliver løbets afvikling forhåbentlig ikke glemt.

Og det europæiske travforbund UET må bære sagen videre til behandling på travsportens verdenskongres er uomtvisteligt.

Det er – for hestevæddeløbssportens overvejelse – en nødvendighed, at sporten overalt drives på en måde, der viser respekt for såvel dyr som mennesker

Det her er ikke det samme, som når Danske Sportsjournalister vil boykotte VM i Qatar.

Fodbolden overlever udmærket.

Men fysiske overgreb på travheste, som vi så i lørdags på Cokstile, kan være med til at øge modstanden mod trav – og galopløb – og i yderste konsekvens medføre et forbud.

Derfor er det særdeles vigtigt, at vores organisationer og i øvrigt alle inden for hestevæddeløbssporten, tager afstand til sådant et overfald på en hest, som vi så i lørdags, at Cokstile var ude for.

Det er vigtigt, at travsportens organisationer på verdensplan får lavet nogle vedtægter og reglementer, som kan være med til at forme sporten, så den overalt foregår på et dyreetisk sundt grundlag.

Desværre er der ingen harmoni i de regler, der i dag er i Europa og i USA.

Cokstile var i Europa pålagt 21 dages startforbud, fordi den ikke startede i B-finalen i Gran Premio Lotteria den 2. oktober i Napoli!

Men det så man højt og flot på i USA – og hesten kunne starte.

At Cokstile også blev behandlet med Banamine et par dage inden starten i USA er et andet eksempel på den forskel, der er på europæiske og amerikanske medicineringsbestemmelser.

Og så er der ejerrepræsentanten fra Scuderia Santese, der fortæller, at Cokstile skal drives for at yde sit bedste.

Ta’ lige et kig på da Cokstile vandt Finlandia Ajo med Christoffer Eriksson – klik her

Elegant kørsel, ikk?