Italienske Vivid Wise As med Matthieu Abrivard henviste Elitloppvinderen Etonnant med et hoved i Prix Rene Balliere på Vincennes og tangerede Face Time Bourbons verdensrekord sat i løbet i fjor.
Der var ”knald på liggehønen” fra start i Prix Rene Balliere, der var et af fem Gruppe 1-løb, der søndag eftermiddag blev kørt på Vincennes.
Først var det Hohneck med Francois Lagadeuc, der førte an, men blev afløst af Etonnant med Anthony Barrier, der holdt et godt og hårdt tempo hele vejen.
Alessandro Gocciadoro-trænede Vivid Wise As (Yankee Glide) skyggede Etonnant, men ind i opløbet blev Vivid Wise As trukket ud til angreb.
Etonnant forsvarede sig, men akkurat som da de to sidst mødtes på en franske bane – det var på Enghien den 23. april – så kunne Vivid Wise As afgøre løbet til sin fordel og vinde i 1.09.1a/2010 m – præmie 90.000 Euro.

Etonnant noteredes for 1.09.2 på andenpladsen, mens Hohneck blev nummer tre i 1.09.4.
Vindertiden er en tangering af Face Time Bourbons verdensrekord, som den satte i samme løb i fjor.
Dagens andet Gruppe 1 – løb for sulky – tre andre Gruppe 1-løb var for monté – var Prix Albert Viel over 2700 meter og også med 90.000 Euro i førstepræmie.
Her sejrede Philippe Allaires Just a Gigolo (Boccador de Simm) med David Thomain i 1.13.2 foran Just for Lova (Brillantissime) med A. Lhrete i 1.13.4.
ET løb for 4-åringer havde årgangens tophest, Idao de Tillard (Severino) med Clement Duvaldestin som sikker vinder i 1.11.3/2175 m – præmie 36.000 Euro.
Danske First Blood med Christophe Martens blev nummer fire i 1. løb i 1.13.3/2850 m -præmie 7.200 Euro.
Løbet vandtes af Hip Hop Haufor med Christian Bigeon i 1.12.8.
Grand Art med Adrien Lamy var ude i dagens Quintet-løb, men havde atter galopskoene på og blev diskvalificeret.