TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vivid Wise As overraskende på Cagnes sur Mer

af | Nyheder

Italienske Vivid Wise As med Alessandro Gocciadoro vandt overraskende lørdagens franske storløb, Grand Prix du Département des Alpes-Maritimes.

Vivid Wise As med Alessandro Gocciadoro på vej mod sejren. Foto Gerard Forni.

Den italienske unghestestjerne, Vivid Wise As (Yankee Glide) med Alessandro Gocciadoro var ikke tillagt de store chancer i Grand Prix du Département des Alpes-Maritimes – et sprinterløb doteret med 150.000 Euro, der lørdag aften blev kørt på Cagnes sur Mer-banen i Frankrig.

Bel Avis med Jean Michel Bazire var løbets storfavorit, men selv om den fik en god rejse, så kunne den ikke blande sig i løbets afgørelse og blev endda diskvalificeret, men da var den uden for præmierækken.

Drole de Jet med Pierre Vercruysse var tidligt i spids, men blev ind i opløbet passeret af Bahia Quesnot med Junio Guelpa, og det så ud til at dette par skulle hjemføre sejren.

Men bagfra dukkede Vivid Wise As op, og den stred sig forbi til sejr i ny rekord 1.08.6a/1609 m, mens Bahia Quesnot tog andenpladsen i 1.08.7.

Danske Valokaja Hindø sad nede i feltet undervejs, men fulgte Vivid Wise As, da den begyndte at avancere ind i opløbssvinget.

Valokaja Hindø blev nummer fem i 1.09.3 og fik 7.500 Euro i præmie. Det er den næsthurtigste notering af en dansk traver – Takethem med 1.09.2 er hurtigst.

Der var 67.500 Euro i førstepræmie til Vivid Wise As, der i Temple Blue Chip har samme moder som Peter Wilhelmsens italienske 3-årige Hoppe Derby-håb, All Wise As (Varenne).