TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vivid Wise As måtte kæmpe hårdt for sejren

af | Nyheder

Det blev ikke let for storfavoritten Vivid Wise As i søndagens franske storløb, Grand Criterium de Vitesse, men i det dejlige lange opløb på banen i Cagnes sur Mer nåede den italienske toptraver alligevel frem til sejr – i øvrigt for tredje gang!

7 Vivid Wise As eer på vej mod sejren i Grand Criterium de Vitesse. Foto geny.com

Vivid Wise As (Yankee Glide) med Matthieu Abrivard var spillet til favorit – odds 1,90 og efter den knebne andenplads i Prix de France til Ampia Mede SM og hestens egen historik i Grand Criterium de Vitesse med to sejre og en andenplads, så var der lagt op til sejr til den 9-årige hingst.

Men det blev ingen let vej til vindercirklen for Vivid Wise As.

Fra start sad den langt nede i feltet – i noget det lignede fjerde/femte par og havde ryg på den 9-årige hoppe Emeraude de Bais med Franck Nivard – en hoppe, der indtil i dag var ubesejret i Gruppe 1-sammenhæng og som i øvrigt fik sin første start på sprint.

Men Emeraude de Bais (Repeat Love) kom i fin form og med sejr i 1.10.3a/2100 m på Vincennes i bagagen – og hun kunne bedre, skulle det vise sig.

Gocciadoro slog undervejs takten an med Vernissage Grif fulgt udvendigt af Delia du Pommereux med Moni Viking i ryg.

Rundt i opløbssvinget begyndte Nivard sit angreb med Emeraude de Bais, og Vivid Wise As fulgte med i ryg.

Ned gennem opløbet blandede Gently de Muze med Christophe Martens sig også i kampen om sejren.

Sådan så det ud_
Vernissage Grif indvendig angrebet af Gently de Muze med Emeraude de Bais udvendigt på sig og helt udvendigt Vivid Wise As.

Inden bag kvartetten sad Romain Derieux med Go On Boy og havde masser at køre med.

Fra opløbshjørnet og til mål  er der meget langt på Cagnes sur Mer, så Vivid Wise As nåede at indfri favoritværdigheden – endda med hoved og hals foran Emeraude de Bais – begge i 1.09.1a/1609 m, mens Gently de Muze blev nummer tre og Vernissage Grif nummer fire, begge i 1.09.2 – samme tid fik Go On Boy på femtepladsen – og husk den til næste gang!

Moni Viking nummer seks i 1.09.6.

Der var 95.000 Euro i førstepræmie til Vivid Wise As, der trænes af Alessandro Gocciadoro og ejes af Scuderia Bivans.

Og mon ikke en rosa invitation til Elitloppet er på vej til dem?