TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vincennes: Disse kuske vinder løbene

af | Nyheder

Efter 20 championater i træk er Jean Michel Bazire nu ved at være træt af at rejse rundt og køre løb – ikke blot med egentrænede men også med fremmede heste – og det giver plads for et tronskifte i fransk travsport.

To af fransk travsports dominerende personer – Jean Michel Bazire og Sebastian Guarato. Foto Gerard Forni

I 2018 vandt Jean Michel Bazire sit kuskechampionat nummer 20 med 269 sejre. Samme år rundede han sejr nummer 6.000 som kusk og sejr 3.000 som træner.

47-årige Jean-Michel Bazire har vundet stort set alt hvad der er at vinde i Frankrig.

Nu er han mæt, og vil ikke længere have en agent til at søge køreture for andre trænere.

-Det er det rette tidspunkt for mig at drosle ned. Siger Jean Michel Bazire i en pressemeddelelse fra PMU.

-Jeg har stort set fået opfyldt alle mine ambitioner. Skulle jeg stræbe højere? Det vil jeg mene er meget vanskeligt. Jeg har en del gode heste i min stald, samt et godt team jeg kan stole på. Det er det jeg vil koncentrere mig om i fremtiden, siger Jean Michel Bazire.

-Indtil Vintermeetinget er ovre, vil jeg fortsat køre som hidtil, men når vi når marts måned, så er det, at jeg drosler ned, siger Jean-Michel Bazire.

20 kuskechampionater i et af verdens største travsportslande!

Det er imponerende!

Undervejs er Bazire blevet udfordret flere gange – i de senere år af Franck Nivard og i fjor dukkede Yoann Lebourgeois op og viste sig som en værdig udfordrer.

Lebourgeois nåede at vinde 230 sejre, og det tal kunne være blevet højere endnu, hvis ikke han var blevet involveret i et alvorligt styrt, hvor han brækkede en ankel i begyndelsen af september.

I Prix d’Amerique-weekenden har Bazire blot fire køreture.

Lørdag er han kun i sulkyen en gang – i Prix de Luxembourg, hvor han kører favoritten Cleangame, mens det bliver til tre køreture søndag med bl.a. Belina Josselyn i Prix d’Amerique, der er en af storfavoritterne.

Til gengæld skal Yoann Lebourgeois i sulkyen eller i sadlen i alt 11 gange – 5 gange lørdag og 6 gange søndag – bl.a. med Traders i Prix d’Amerique, men det vil være en sensation, hvis den skulle blande sig i afgørelsen.

Akkurat som Lebourgeois starter Franck Nivard i såvel sulky- som montéløb, og han skal til start ikke færre end 14 gange i weekenden.

6 gange lørdag – 8 gange søndag – og heriblandt starten med Bold Eagle i Prix d’Amerique.

Andre kuske, det er værd at holde øje med:

Eric Raffin, der er førende pt med 17 sejre i 90 starter, Alexandre Abrivard og hans fætter Matthieu Abrivard, der begge gør det godt i såvel sulky- som montéløb.

En ung kusk på vej frem er Clement Duvaldestin – søn af Thierry Duvaldestin, Franck Ouvrie og så har jeg noteret, at Francois Lagadeuc vinder flere løb – husk ham til senere – i weekenden kører han blot en enkelt gang.

Det er jo heller ikke uvæsentligt, hvem der træner hestene, og her er Bazire igen inden i billedet, om end han er kommet langsomt fra start i år efter en meget flot december måned.

Inden weekenden er Thierry Duvaldestin førende med 15 sejre i 46 starter – dvs. hver tredje starthest har vundet!!!

Sebastian Guarato, der træner bl.a. Bold Eagle og Face Time Bourbon har foreløbig fået 10 sejre i 65 starter – også heste fra Philippe Allaire, Franck LeBlanc, J. P Marmion og Laurent Claude Abrivard er værd at holde øje med når der skal satses.

Vi skal heller ikke glemme Björn Goop, der ikke blot driver en stor fransk træningsfilial, der starter 6 heste i weekenden, men som også bruges som catchdriver af såvel franske som svenske trænere.

Tomas Malmqvist der også har en fransk filial, og starter flere heste i PDA-weekenden, er en af dem, der bruger Björn Goop meget.

Det kan kun anbefales at købe væddeløbsavisen Paris-Turf, og husk at startlister og tips til lørdagens løb findes i fredagsavisen og til søndagens løb i lørdagsavisen.

Paris Turf har meget dygtige folk ansat – selvfølgelig rammer de ikke plet hver gang, men deres tips er absolut værd at overveje, når der skal spilles.