I aften indledes den årlige Prix d’Amerique-auktion på Vincennes, og her er det muligt at købe såvel en bedækningsret i Bold Eagle, men også følhopper, der er i fol ved Prix d’Amerique-favoritten.
Torsdag aften er avlen i centrum på den franske auktion, idet der sælges følhopper og følhoppeemne samt bedækningsrettigheder i nogle fransk travsports allerbedste hingste.
En bedækningsret i tidens mest hotte hingst, Ready Cash finder man ikke i kataloget i aften, og Bold Eagle er den eneste af hans sønner, hvor man har muligheden for at købe en bedækningsret.
Tidligere har de kostet op til 110.000 Euro, og det bliver vel også i prisen i aften.
Der er også mulighed for at købe to hopper ifol ved Bold Eagle – den ene hoppe sælges endda med følpengene betalt!
Den er dog 21 år gammel, så det er nok også begrænset hvor mange flere føl man kan trække på den.
Blandt følhoppe-emnerne er den nu 11-årige Tagada Tagada (Meaulnes du Corta), der var en af sin årgangs allerbedste hopper med rekord 1.12 og en indtjening på 636.580 Euro.
Torsdagens auktion starter klokken 19.00 – i morgen er der auktion over løbsheste klokken 11.00 og om aftenen en select auktion – også over løbsheste, men også nyblivne åringer – den starter klokken 19.00.
Link til auktionens hjemmeside – klik her