TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vi afslører en hemmelighed!

af | Nyheder

I et af løbene i aften på Racing Arena Aalborg, vil der være en meget flot ærespræmie, men i hvilket løb bestemmes først umiddelbart før løbsdagens start. Og hvem er ærespræmiegiveren? Det afslører vi her!

I lørdags fyldte forhenværende travtræner Jørn Damsgaard 80 år, og i den forbindelse har han ønsket at udsætte en ærespræmie på sin gamle hjemmebane, Racing Arena Aalborg.

-Travsporten har givet mig så meget gennem årene, og nu vil jeg gerne give lidt tilbage, siger Jørn Damsgaard.

– Sammen med min datter har jeg indkøbt , synes jeg selv, en flot præmie, som jeg håber den kommende ejer vil blive glad for at have stående i sit hjem.

-Jeg har ikke ønsket at få noget ”fødselsdagsløb”. Når jeg hører ordet ”fødselsdagsløb” så kommer jeg altid til at tænke på Skive Travs Fødselsdagsløb i gamle dage, så det er det jeg forbinder med et fødselsdagsløb!

-Nej, jeg har ønsket at udsætte denne ærespræmie i et vilkårligt løb i aften, og derfor bliver der før løbene trukket lod om hvilket løb, præmien skal ud i.

-Det kan såmænd være det bliver i galopløbet, hvor der i forvejen er en ærespræmie, men så får den pågældende ejer bare to ærespræmier, siger Jørn Damsgaard.

I 2016 blev Jørn Damsgaard udnævnt til Æresmedlem af Aalborg Væddeløbsforening.

Jørn Damsgaard var træner ved Racing Arena Aalborg fra 1965 og frem til han lukkede stalddørene den 1. februar 2011.

-Jeg har været meget glad for den tid, jeg var træner, og jeg har slet ikke sluppet travsporten, siger Jørn Damsgaard videre. – To gange om ugen er jeg hos Kaj Westergaard og hjælper ham med at træne heste, og så er jeg selvfølgelig til trav, når der er løb i Aalborg,

Som træner var Jørn Damsgaard kendt for sit tålmodige arbejde med ungheste, og gennem årene havde han hånd om mange fine travere, der siden blev nogle af vore allerbedste.

-Ja, f.eks. Dilli Hanover vandt jeg både hendes første og sidste sejr med, og Granit Bangsbo kørte jeg i hans fire første starter, og vandt de tre. Jeg har også tilkørt f.eks. derbyvinderne Okay Bee og New Quick – for bare at nævne nogle af de mest kendte, siger Jørn Damsgaard.

Det var i lørdags Jørn Damsgaard fyldte 80 år, og at han ikke er glemt i travmiljøet, var hans dag et godt bevis på.

-Jeg talte samlet i telefon i seks timer i lørdags, og søndag fortsatte folk med at ringe,  fordi de ikke kunne komme igennem til mig dagen inden, slutter Jørn Damsgaard.